Nyhed

Bryan Adams: Reckless-sangene blev først hits efter syv år

Vi har talt med Bryan Adams om forventningerne til den kommende Danmarksturné og om succesen, der fulgte med Reckless-albummet

Bryan Adams er efterhånden en velkendt herre i det danske land. Der går ikke længe imellem hans besøg, og han laver ofte adskillige stop rundt omkring i landet – og så slår hans koncerter stort set aldrig fejl. I marts lægger han så vejen forbi Danmark endnu engang, men denne gang er det hele meget større en tidligere set.

Med sig i bagagen har han den 30 år gamle og massivt succesfulde album Reckless, som ligger ramme om den kommende turné. Ifølge ham selv er forventningerne høje, når han kickstarter sin Danmarksturné den 17. marts i Frederikshavns Arena Nord, efterfulgt af Aarhus' NRGI Arena og Forum i København, henholdsvis den 18. og 19. marts.

Du vender snart tilbage til Danmark med, hvor du spiller tre koncerter, og det er ikke første gang du turnerer landet – Hvad er dit forhold til Danmark?


– Jeg har altid været glad for Danmark. Det har altid været et rart sted at være, og folk har altid været søde, selv helt tilbage i starten af min karriere. Jeg havde desuden en sød dansk kæreste gennem 10 år, så jeg mener selv, at jeg forstår Danmark og danskerne rimelig godt.

Denne gang spiller du hele tre stadion-shows, hvilket jo i sig selv er stort – hvad tænker du om det?

– Det er kæmpe stort, og det er rigtig interessant og spændende. Jeg tænker egentlig ikke så meget om det, bare at jeg slet ikke kan vente, til jeg skal komme og spille. Jeg glæder mig til at vende tilbage til Danmark.


I år er 30-års jubilæet for Reckless-albummet – har du noget specielt i ærmet i forhold til denne milepæl?

– Ja, vi spiller hele albummet live plus bonusnumre fra Reckless-albummet. Showet er faktisk fokuseret omkring hele det album, med visuelle flashbacks tilbage til dengang albummet blev udgivet., videomonitors og alt muligt vildt. Det bliver stort og uden tvivl rigtig godt.

Hvad synes du, Reckless-albummet har gjort for din karriere?


– Det er helt klart et af de helt essentielle album i min karriere. Albummet gav rigtig meget succes og hjalp mig med at få åbnet for hele Europa og Storbritannien. Men det tog naturligvis lang tid før mange af sangene virkelig slog sig fast i historien, og blive betragtet som de klassikere, der er nu. Faktisk gik der syv år, før albummet rigtig blev kendt, hvor Everything I Do virkelig eksploderede. Det var først der, hvor folk for alvor blev gjort opmærksomme på alle mine gamle sange.

Reckless var dit store gennembrudsalbum. Hvorfor tror du, at det lige var det album, der blev sådan en stor succes?

– Det tror egentlig mest ligger i, at jeg havde arbejdet op imod albummet med lange turnéer. Derudover havde jeg jo udgivet tre albums før Reckless, som havde medført en masse turnéer til de albums, og alle de koncerter havde selvfølgelig resulteret i, at jeg havde fået en masse nye venner og fans rundt omkring. Koncerterne har virkelig hjulpet meget på det hele, både før udgivelsen af Reckless og i høj grad også efter. Ironisk nok var pladen distribueret gennem CBS tilbage i 1984 og 1985, og der gik ikke særlig længe før de i bund og grund droppede pladen og stoppede alt deres arbejde og reklame. De var faktisk ikke før Tina Turner og jeg lavede en kæmpe turné sammen i Europa, at albummet pludselig dukkede op igen.


Det underlige ved det hele er, at alle de sange der betragtes som barklassikere i dag, som for eksempel Summer of 69, aldrig rigtig var hits dengang udover i Nordamerika. De eksploderede ikke før flere år efter albummet blev udgivet.

Jeg kan blandt andet huske, at der var en, der ringede til mig tilbage i 1993 og sagde "ved du hvad? Du er nummer 1 i Holland med en ni år gammel sang!"

Kom det som en overraskelse for dig, at Reckless-albummet blev sådan en stor succes?


– Ja, uden tvivl, det var meget overvældende. Men på den anden side var jeg på det tidspunkt i gang med alt det ræs med at turnere og skrive og indspille og turnere og skrive og indspille. Der var virkelig fart på, og det svært lige at stoppe op en gang og trække vejret. Heldigvis havde jeg Jim Vallance med på alt skriveriet dengang, og vi arbejdede meget intensivt og målrettet på at komponere og skrive sange fra 1980 til 1988.

Hvad kan de danske fans forvente af dig, når du nu besøger Danmark?

– Publikum kan forvente et stort show. Der vil være et fuldt band, og så vil fokus selvfølgelig være på Reckless-albummet. Det har været en stor produktion, så man kan godt forvente, at det bliver stort.


Hvad har du gjort for at forberede dig på turnéen?

– Jeg har prøvet at undgå at blive smittet med forkølelse fra mine døtre.

Hvordan har det været i øveren op til turnéen?


– Selve produktionen tog meget mere fokus og tid end det at øve selve musikken. Vi øver os faktisk heller ikke så meget, inden vi skal på turné, så på en måde har det heller ikke været nødvendigt. Vi plejer egentlig bare at sætte en dag, hvor vi lige forbereder os og øver det hele hurtigt igennem, og så tager vi bare det hele, som det kommer derefter.

Det har alt sammen handlet om at skabe de her scenarier til hver sang ved hjælp af de her videoer og så videre. Musikken kender vi ud og ind… for det meste.

Hvad er din ritualer backstage?


– Der plejer egentlig aldrig at ske så meget. For det meste drikker jeg bare en kop te.

Hvad er dine krav backstage?

– Intet ekstravagant og vildt. Lidt snacks jeg kan nippe til og kedel, så jeg kan lave noget te.


Hvad lytter du til i tourbussen?

– Jeg hører for det meste bare radio.

Der har i den senere tid været mange kommentarer på din og Ryan Adams' sammenhænge – I har næsten ens navne og fødselsdag samme dag. Hvad er dit forhold til det?


– Han er sgu en fin fyr, ham Ryan.

Du har jo efterhånden været i gang i mange nu – hvad gør du for at holde inspirationen ved lige?

– Jeg kan godt lide idéen om at skabe ting og være kreativ. Har man sådan en tilgang til det hele, stopper inspirationen aldrig.


Hvordan du ser du dig i nutidens musikkultur?

– Heldigvis lader jeg mig aldrig bekymre over sådan noget.

Der er stadig billetter at finde til Bryan Adams' forårsbesøg i Frederikshavn, Aarhus og København. Billetter kan findes via GAFFA Live.


ANNONCE