Guitaristen har dog ikke haft kontakt til David Lee Roth i længere tid
Guitaristen fra Van Halen, Eddie Van Halen, har i forbindelse med et arrangement på The Smithsonian Institution i Washington D.C. udtalt, at han i kølvandet på bandets 2012-verdensturné ønsker at udgive et nyt studiealbum. Hvis forsanger David Lee Roth ellers er med på ideen. Det er dog umiddelbart ikke uden problemer, for guitaristen har ikke haft kontakt med forsangeren, siden verdensturneen sluttede:
"Jeg ville elske at lave et studiealbum", siger han. "Det afhænger af folks timing. Jeg ved ikke, hvad Dave (Lee Roth, red.) laver nu. Jeg ved ikke, om han bor i New York eller Japan eller hvor han er," siger han til Rolling Stone.
Eddie Van Halen optrådte på The Smithsonian Institution i forbindelse med, at han blev hædret i institutionens serie "What it means to be an American".
Lee Roth har, siden verdensturneen sluttede, holdt lav profil og har kun optrådt i forbindelse med en velgørenhedskoncert sammen med blandt andet Foo Fighters tidligere i år.
Indtil videre kan fans af Van Halen se frem til en ny udgivelse fra rockgruppen. De udgiver nemlig albummet "Tokyo Dome Live", der vil indeholde 25 af deres mest populære sange, samt numre fra deres seneste reunionalbum fra 2012, "A Different Kind of Truth". Et album, som GAFFAs anmelder Keld Rud tildelte fire stjerner under overskriften "Overbevisende comeback fra et af amerikansk rocks største bands gennem tiderne". Læs hele anmeldelsen her.
Albummet forventes at blive udgivet den 31. marts i år.