Nyhed

Se Courtney Love synge opera

Den uforudsigelige sangerinde har kastet sig over et nyt arbejdsområde

Evigt uforudsigelige Courtney Love kan i den kommende tid opleves i hovedrollen i Todd Almonds såkaldte pop-opera "Kansas City Choir Boy", som løber af stablen med 10 forestillinger under New Yorks "Prototype: Opera/Theater/Now Festival" fra den 8. til den 17. januar. Du kan nu se og høre Love give et nummer fra operaen nedenfor, nemlig "All I Ever Wanted", hvor hun synger akkompagneret af klaver og cello.

I forestilingen spiller Love Athena, en teenagesangerinde, som forlader sin kæreste (spillet af komponisten Todd Almond) i Kansas City for at søge berømmelsen i New York. Kæresten følger efter hende, og så opstår der problemer.

"Jeg har altid været fascineret af hende. Jeg elsker hendes stemme, og jeg synes, at hun er en fantastisk skuespillerinde. Og jeg forestillede mig, at hun ville finde rollen interessant," siger Todd Almond til New York Times.


Vi kan allerede nu afsløre, at Loves sangstil mere peger i retning af musical og teater end klassisk opera, og komponisten Todd Almond tilføjer da også, at ordet opera skal forstås lidt mere bredt end som en traditionel klassisk opera.

- Når jeg siger "opera", mener jeg ikke, at det foregår som en rigtig opera, fortæller han. Jeg mener det på den måde, at det er en samling sange, som fortæller en historie. Jeg skriver musicals, jeg skriver teaterstykker, og jeg skriver, hvad jeg selv kalder opera.

Om sin optræden udtaler Love selv til New York Times: "Det er ligesom at udgive en single. Hvis den hitter, kan vi gøre det i London eller noget. Hvis ikke den hitter, så gør den ikke. Vi synes, den er virkelig fængende og fabelagtig. Jeg har aldrig spillet musikteater – jeg ville virkelig gerne gøre det, men jeg tror ikke, jeg er klar til at spille en forestilling. Tilfældigvis skrev Todd denne ting for otte år siden, jeg mødte ham og blev forelsket i den."


Courtney Love gjorde sig i øvrigt sidste år bemærket med påstande om at kunne lokalisere det forsvundne fly MH370 og et verbalt slagsmål med den amerikanske komiker Daniel Tosh. Senere har hun forklaret, at hun har spenderet hele arven efter Kurt Cobain - rundt regnet 27 millioner dollars - blandt andet på et eskaleret stofmisbrug. 

Courtney Love skriver sideløbende på sin selvbiografi, der dog er blevet udskudt flere gange.

Se Courtney Love give den som diva her.


ANNONCE