Skal du til chillout i Kolding eller København? Eller drikke sake med Richie Hawtin på Boxen? Og hvem vælger du på TrailerPark: Medina eller Firehouse? Find vej til de rigtige dansegulve her.
GAFFA sætter fokus på den elektroniske musik og det sprudlende festmiljø med en fast ugentlig guide til, hvor man finder de bedste fester, de mest interessante dj's og de livligste dansegulve. Følg med her!
Konfettiregn og kvali
Trailerpark Festival er tilbage for niende gang denne weekend, og i år tilføjer den kulørte og kreative festival et helt ekstra dagsprogram (fredag fra kl. 10 til 17) med fokus på fremtidens teknologi, og hvordan vi kan bruge den kreativt. Som sædvanlig er der også et væld af festlige kunstinstallationer, man kan hænge ud i, klatre på eller fortabe sig i, såsom spanske Pablo Serret de Enas endeløse konfettiregn i en campingvogn, eller amerikanske Richard Colmans trailer-transformation, der beskrives som "at være på syretrip i et computerspil".
På musikprogrammet kan man blandt andet sigte efter Taragana Pyjarama, Rangleklods, Simon Dokkedal og Benal om torsdagen, Alfakat, Darkness Falls, Tomas Barfod og Firehouse om fredagen og Oh Land, First Hate, Den Sorte Skole og T.O.M. og Buda om søndagen. Lige som sidste år er programmet også krydret med en enkelt mainstream-magnet. Sidste år var det Christopher. I år er det Medina, der spiller fredag.
Den populære festival nærmer sig hastigt udsolgt. Billetter på https://billetto.dk/events/trailerparkfestival
Hvad: Trailerpark Festival
Hvor: Copenhagen Skatepark, Enghavevej 80, Kbh. SV.
Hvornår: Torsdag 30. juli til lørdag 1. august
Hvordan: Facebooklink
Chillout fra Kolding til København
Chillout-festivalen Stella Polaris overlevede standhaftigt regnvejret i Aarhus og er nu klar til at folde sig ud i Kolding og København henholdsvis fredag og søndag. De udenlandske navne i Kolding er amerikanske Museum of Love og britiske Chris Coco, mens finalen i Frederiksberg Have lige som sidste år breder sig på hele to scener - med Jimmy Somerville, Museum of Love og Lulu Rouge som hovedattraktionerne på den store scene foran slottet og (blandt mange andre) Tomas Barfod, Pete Gooding og Land Observations (UK) på Mathildehøjen.
Sidste år tiltrak Frederiksberg-udgaven helt vildt mange mennesker på grund af det gode vejr, og selvom vejrudsigterne ikke ser højsommeragtige ud, er det lovende nok til en garanti på maneg tusind gæster i det smukke parklandskab. Den fulde lineup til både Kolding og København kan ses på linksene nedenfor. I København er der afterparty på Jolene i Kødbyen, når musikken slukker i parken efter Lulu Rouges traditionsrige (for nu at sige det mildt) lukkesæt.
Hvad: Stella Polaris Kolding
Hvor: Kolding
Hvornår: Fredag 31. juli
Hvordan: http://www.stella-polaris.dk/venue-lineup/?jt-t3
Hvad: Stella Polaris Frederiksberg
Hvor: Frederiksberg Have
Hvornår: Søndag 2. august
Hvordan: http://www.stella-polaris.dk/venue-lineup/?jt-t3
Hawtin (og sake-shots) på Boxen
Lørdag får Culture Box besøg af en af de bedste, technolegenden Richie Hawtin, der denne gang kommer forbi Boxen som en del af en global sake-promotion-tour. Ved tidligere Hawtin-visits på Boxen har der været kø helt ned på gadehjørnet, og det kunne der sagtens (og velfortjent) være igen; men det er også en usædvanligt travl lørdag i København på festfronten, så populariteten bør man ikke lade sig afskrække af.
Fabelagtige Hawtin suppleres på mainfloor af Matthew Hawtin (også fra Canada) og japanske Hito. MHM One og Tine Valentin spiller i Red Box-kælderen, Christian Hinz på White Box. Og ja, der vil være masser af sake.
Hvad: ENTER.Sake med Richie Hawtin
Hvor: Culture Box, Kronprinsessegade 54a, Kbh. K.
Hvornår: Lørdag fra kl. 23
Hvordan: Facebooklink
Hiphop-efterfest med finesser
Denne festtætproppede weekend huser også Vanguard-festivalen i Søndermarken, og når den slutter, er der hiphoppet efterfest i Pumpehuset. J Rocc, Boogie Blind, Pladevennerne og Cohnny Jazz står bag pladespillerne, og selveste Lord Finesse er manden med mikrofonen. Der er fri entre for alle med Vanguard-armbånd. Har man ikke været i Søndermarken, koster det 100 kr. i døren.
Hvad: Vanguard Late Night
Hvor: Pumpehuset, Studiestræde, Kbh. V.
Hvornår: Lørdag 23.45 til 05
Hvordan: Pris uden Vanguard-festivalarmbånd - 100 kr. her.
Det værst tænkelige scenarie
Fredag kan kan også vælge at feste igennem på KB18, hvor berliner-holdet med det fabelagtige navn Worst Case Scenario houser den op hele natten - med Stefan Mint, Coss og Joshua Jesse plus lokale Rosa Lux bag pulten. Festen kører fra midnat til 08, og det er gratis, hvis du ankommer før 01. Derefter: 60 kr.
Hvad: Worst Case Scenario
Hvor: KB18, Kødboderne 18, København V.
Hvornår: Fredag 31. juli
Hvordan: Facebooklink