Nyhed

Guide: Her er ugens koncerter

Det står relativt stille i det danske koncertlandskab efter Roskilde Festival. Heldigvis byder Copenhagen Jazz Festival på et omfattende program.

Det regnvåde danske sommerlandskab ligger stille hen efter, at de største festivaler har været på spil. GAFFA ser på, hvad der er at anbefale af spændende koncerter i denne uge.

Husk at Copenhagen Jazz Festival kører for fuld udblæsning og fylder København med god musik indtil den 12. juli. Læs mere om festivalen og dens mange koncerter her.

TORSDAG DEN 9. JULI

København

Electric Eel Shock, Loppen, klokken 20.30

Rock'n'roll-vanvids-trioen Electric Eel Shock fra Osaka, Japan, besøger Loppen. Klassisk rock, punk og metal blandet sammen i én. Det kommer til at gå ned på den hårde måde.

FREDAG DEN 10. JULI

København

Travelling Tribes + Frisk Frugt, Dansepavilionen, Sydhavnen, klokken 18.30

Der er mulighed for en dobbeltkoncert med psykedelisk og eksperimenterende musik, når Travelling Tribes og Frisk Frugt spiller i den 120 år gamle dansepavillion. 

Med omskifteligt rodfæste i både alternativ rock og verdensmusik har Travelling Tribes gjort sig bemærket som en del af en psykedelisk københavnerscene, der ikke er bange for at lade den musikalske farvelade løbe helt sammen med en blanding af simpel sangskrivning og lydeksperimenter, musikalske strukturer og improvisationer med paralleller til forskelligartede genrer som psychedelic, lo-fi, highlife, folk, noise, indiske ragaer, malinesisk blues og meget andet.

Anders Lauge Meldgaard, manden bag pseudonymet Frisk Frugt, er en af dansk eksperimentalmusiks absolutte bannerførere. Hans seneste album "Den Europæiske Spejlbue" udkom tidligere i år og er 12 orkestrale collager, der alle kredser omkring undersøgelsen af dansksprogede sange sat op imod det, man kunne kalde en europæisk verdensmusik. I januar udkom "Den Europæiske Spejlbue" til en fem stjerners anmeldelse af GAFFAs Pelle Sonne Lohmann.

Mads Langer, Fredagsrock i Tivoli, klokken 22.00

Mads Langer (billedet) behøver vel næppe nærmere introduktion. Han er på programmet til Tivolis Fredagsrock, og mon ikke hjerteknuseren kan varme adskillige publikummer på plænen med sine dybtfølte melodier?

I december sidste år spillede Mads Langer i Musikhuset, Aarhus, hvor han modtog fire stjerner af GAFFAs Morten Ebert Larsen under overskriften: "Folkets forsanger i sit rette element." 


LØRDAG DEN 11. JULI

København

D12, Rust, klokken 01.00

D12 står bag hits som "Purple Pills," "My Band" "Fight Music," "How Come" og "Shit On You". Gruppen blev i sin tid signet af Eminem til hans label Shady Records, og de har solgt millioner af albums. Både "Devil's Night" og "D12 World" har klaret sig flot.

De senere år har medlemmerne fordybet sig i solo-projekter, men et par mix-tapes i gruppe-navnet er det blevet til. I 2006 mistede D12 medlemmet Proof, da han blev skudt ned i hjembyen Detroit.


Lineuppen er pt. uvist til koncerten, der begynder klokken 01 natten til søndag. Om Eminem kommer med, er dog højst tvivlsomt at dømme efter den ganske lave billetpris.




ANNONCE