Nyhed

Aarhus Psych Festival føjer nye navne til programmet

Blandt andre danske Fribytterdrømme vil sætte lyd til syretrippet

Aarhus Psych Festival stiller skarpt på det psykedeliske vækstlag i dansk musik. De har i dag smækket tre nye navne på programmet. Det er danske Fribytterdrømme, The Foreign Resort og The Brazierlights In The Window.

Fribytterdrømme hylder det danske sprog i stemningsfulde, poetiske sange. Med navn efter Tom Kristensens digtsamling "Fribytterdrømme" fra 1920 tager bandet et kærligt favntag mod 60'ernes og 70'ernes psykedeliske flip. I sidste måned udgav de debutalbummet "Laybrintens Farver", der høstede fire stjerner fra GAFFAs anmelder, Espen Strunk, som beskrev udgivelsen med ordene: "De behersker udtrykket - en fornøjelse, som giver Spids Nøgenhat kamp til stregen."


Den københavnske trio, The Foreign Resort spiller dyster og eksplosiv post-punk. Siden 2010 har bandet spillet mere end 270 koncerter – de fleste i USA – inkl. branchefestivalerne South by Southwest i Texas, CMJ Music Marathon i New York, Iceland Airwaves i Reykjavik og den store goth-festival Wave Gotik Treffen i Leipzig, Tyskland. Efter udgivelsen af The Foreign Resorts seneste album "New Frontiers" kvitterede GAFFAs anmelder, Finn P. Madsen for med tre stjerner.

Med hang til gådefulde rytmer og følsomme, drømmende stemninger, drejer The Brazierlights In The Window nænsomt på effektpedalerne og skaber et univers, der veksler mellem lo-fi shoegaze og et noise-pop udtryk, hvor hver enkelt sang får kærlighed og tålmodighed til at folde sig ud.

Aarhus Psych Festival løber af stablen den 9.-10. oktober på Radar, og har allerede offentliggjort det amerikanske støjrock-orkester, Destruction Unit samt Nils Gröndahl og Deadpan Interference. Du kan sikre efterårets syretrip ved køb af en billet her.


ANNONCE