Nyhed

Det skal du høre på Roskilde - ifølge GAFFAs Jesper Buhl

Roskilde Festival er i gang, og derfor vil en række af vore skribenter fortælle om, hvad de ser mest frem til på festivalen – forhåbentlig kan det give dig inspiration.

Einstürzende Neubauten (Avalon, fredag, 20.00)
De tyske avantgardekonger, som gæster festivalen for første gang siden 1989, behøver nok ingen nærmere introduktion. Sådan er det, når man er blevet legender inden for sit felt. Gruppen forener brutalt støjende konkret musik spillet på metalrør, fjedre, indkøbsvogne, vinkelslibere, jetturbiner og så videre med en interesse for folkevisernes melodik, for stilhed, for skønhed og for teutonsk poesi. Det forventes, at de spiller numre fra flere ender af deres imponerende bagkatalog, og koncerten kan opleves som et companion piece til gruppens koncert med deres nyeste album "Lament" i Koncerthuset senere i år, hvis man altså, ligesom denne signatur, er heldig også at have billet dertil.
 

Nils Frahm (Avalon, lørdag, 20.00)
Vi bliver i det tyske med den neo-klassiske pianist Nils Frahm, som gør det i skønhed, men uden at det bliver uvedkommende eller artigt af den grund. Hans minimalistiske klavertoner peger også over mod den elektroniske musik, og hans koncerter plejer at være virkelig medrivende. Og forvent ikke, at der bliver spillet på flyglet på den konventionelle måde hele tiden.
 

Deafheaven (Pavillion, lørdag, 22.30, billedet)
Da Deafheavens album "Sunbather" udkom i 2013, stod det lynhurtigt klart, at gruppen havde udgivet et af det års bedste metalalbums, og deres blanding af shoegaze og black metal er en både hårdtslående og opløftende oplevelse, hvilket et lille, men begejstret publikum oplevede på Amagerspillestedet Beta i august sidste år. Forventningerne til den her koncert er tårnhøje. Bagefter kan man se den hypede, danske black metal-enkvindeshær Myrkur (Pavillion, lørdag, 00.00). Det bliver helt sikkert kulsort og skønsangssmukt. I samme boldgade anbefales den dæmoniske sirene Chelsea Wolfe (Gloria, lørdag, 20.30) eller sortrandet, slæbende brutalitet med amerikanske Tombs (Pavilion, lørdag, 21.00)
 


Egyptrixx (Apollo, lørdag, 00.00)

Den canadiske producer David Psutka kommer til Roskilde med sit tredje album "Transfer of Energy [Feelings of Power]" i bagagen. Glæd dig til en dystopisk, støjende, men ofte også dansabel omgang techno. Albummet lyder som horribelt forvredne maskiners svanesange, og det er nok den stemning, Egyptrixx vil forfølge på Apollo. Er du til lidt mere i det humør, kan du tage af sted lidt før og se IDM-helten Clark (Apollo, lørdag, 21.30). Og det var IDM, ikke EDM, knægt!
 

Jamie xx (Apollo, lørdag, kl. 02.00)


Det bliver spændende at se, hvordan den unge stjerneproducer forløser sit delvist undervældende album live. Forhåbentlig mister hans materiale lidt af den tilbageholdende høflighed, der hæmmer albummet en smule, især fordi det egentlig bygger på troper fra den ravede ende af det britiske bas-kontinuum. Og så regner jeg med at se Romy og Oliver på scenen, så det også får en snert af The xx. I samme ende af skalaen kan man med fordel smutte forbi og se Disclosures housede og garageprægede fest (Orange, fredag, 22.30), som helt sikkert bliver sjov eller Rusties kulørte, ravede hiphop, hvis man kan tilgive ham for at have remixet det der Diplo og Skrillex-nummer med Justin Bieber på vokal (Apollo, onsdag, 22.30).

ANNONCE