Et amerikansk morgenprogram sagde, at sangerinden havde en fantastisk nyhed, som hun gerne ville dele med sine fans
Fans var skuffede over, at den store nyhed, som Beyoncé som lovet annoncerede for sine fans på det amerikanske tv-morgenprogram "Good Morning America" mandag morgen amerikansk tid ikke var nyheden om et nyt album, en turné, eller at hun var gravid igen. I stedet var nyheden, at hun er blevet veganer, og at hun derfor følger en ny kur – og at hun gerne ville reklamere for den veganske slankekur, The 22 Day Revolution, skriver News.com.au
Et nyt album ville være en opfølger til Beyoncés selv-betitlede overrakelsesalbum fra december 2013, som fik fem stjerner af GAFFAs anmelder Michael Jose Gonzalez med ordene:
"Der er ikke umiddelbart de store radiohits at finde på 'Beyoncé', der derimod vinder og vokser gevaldigt ved gentagne afspilninger. Og de meget flotte videoer er bestemt også mere end et enkelt kig værd. Queen B er tilbage på tronen."
En mulig ny Beyoncé-turné ville være en opfølging på "The Mrs. Carter World Tour" og co-turnéen med hendes mand, Jay-Z, "On The Run Tour". Hendes optræden på den førstnævnte tour bragte hende forbi Danmark, helt bestemt til Forum i København. Koncerten foregik i maj 2013 og fik hele seks stjerner af GAFFAs anmelder Sohail Hassan med ordene:
"En koncert, som vil blive husket. Og hvis hun holder, hvad hun lovede, nemlig at vende tilbage, kan det varmt anbefales at købe billet."
Som optakt til den store nyhed tweetede programmet "Good Morning America" således: "Beyonce har noget stort, som hun gerne vil have, at I ved". Hendes fans var skuffede over nyheden om Beyoncés veganer-kur, hvor mange allerede vidste, at hun ikke spiste kød eller ikke-økologiske varer.
Efterfølgende gav fans udtryk for deres skuffelse på Twitter. "Skal Beyoncé vække os mandag morgen for at fortælle os, at vi skal spise mere kaninmad?" spurgte en bruger ved navn V, mens en bruger ved navn Benadryl påpegede, at Beyoncé og Nicki Minaj sidste år fodrede hinanden med burgere i musikvideoen "Feelin' Myself", hvorfor hendes veganer-tiltag virkede en kende dobbeltmoralsk.
Se det omtalte klip fra "Good Morning America" her:





