Når den nyfødte midtfynske festival løber af stablen, er det med et tætpakket program – her er de navne, du bare SKAL se
Der har været godt gang i det danske festivalland, siden Tinderbox sidste efterår annoncerede sit indtog i Tusindårsskoven uden for den fynske hovedstad, Odense. Det har kunnet mærkes rundt omkring på de allerede etablerede festivaler med en række bookninger, som kun de højst profilerede festivaler har kunnet anskaffe sig. Og med det program, som Tinderbox hidtil har præsteret, står der ikke megen tvivl om, at tre-dagesfestivalen har store ambitioner.
Der er disket op med et program i bredt format, så er man til sukkersød pop fra Robbie Williams, tunge basprægede beats fra Major Lazer eller avantgarde funkmetal fra Faith No More skal de fleste forventninger nok blive indfriet, når alverdens højt profilerede kunstnere indtager Tinderbox i Odense i denne weekend. Vi har sammensat en guide, der tager dig et lille smut forbi de Tinderbox-aktuelle navne, som vi har de største forventninger til.
Angel Haze
Den efter eget udsagn intetkønnede rapper og sanger fra Eminems hjemby, Detroit foretrækker helst at blive nævnt i flertal, da de hverken ser sig selv som kvinde eller mand. Med en baggrund i den strenge religiøse trosretning Apostolic Faith, som Angel Haze dog vendte ryggen i sine teenageår, har dette sat et skarpt præg på musikken. Angel Haze debuterede i 2012 med "New York EP", der helt fra start cementerede dem som (en) rapper(e), der var værd at holde øje med. Dette udviklede sig til udgivelsen af debut-studiealbummet "Dirty Gold" fra 2013, som bar singlerne "Echelon (It's My Way)" og "Battle Cry", der begge bærer præg af tung hiphop tilsat melodiske omkvæd.
Joey Bada$$
Den 20-årige rapper fra New York har siden sin indtræden på hiphop-scenen i 2012 haft godt fart på. Med følgeskab fra sit Pro Era-crew har dette blandt andet budt på supporttjanser for Wiz Khalifa og A$AP Rocky. Det har siden bragt ham forbi Roskilde Festival i 2013, og med den nyligt udgivne debut "B4.Da.$$" vender den amerikanske rapper endelig tilbage til Danmark, når han til sommer indtager lørdagens Tinderbox-program.
James Blake
Den elektroniske sanger/sangskriver fra London er iblandt de musikere, som efterhånden har oplevet størst hype på den internationale musikscene. James Blakes selvbetitlede debut-udgivelse fra 2011 førte dette blandt andet til en Mercury Music Prize-nominering, og succesen fortsatte med "Overgrown"fra 2013. Denne modtog blandt meget andet en Mercury Prize i England, en norminering for "Best New Artist" til Grammy Awards det efterfølgende år og flotte anmeldelser verden over, også i GAFFA.
Calvin Harris
Den skotske dj, elektronikamusiker og producer Calvin Harris er et navn, der har været på mange læber op til Tinderbox. Men når Calvin Harris ikke dropper beats til alverdens fester, producerer han musik for store musiknavne som Kylie Minogue, Dizzee Rascal og Rihannas "We Found Love", som opnåede stor international succes. Senest har musikkompositionerne budt på besøg fra Haim med nummeret "Pray To God", der nu er godt på vej i sit massive indtog på alverdens hitlister.
Faith No More
De amerikanske avantgarde-rockere med den efterhånden legendariske Mike Patton i front kan være svære at sætte fingeren på. Siden forsanger Mike Pattons tilføjelse i 1989 udgav Faith No More adskillige og yderst varierede studiealbums op til deres opløsning i 1998. 2009 markerede så året, der netop skulle vise sig at være et godt år for alle børn af 90'erne, da Faith No More annoncerede "The Second Coming". Dette bragte dem ud på en omfattende turné, hvor samme års Roskilde Festival ikke lod sig forbigå, og hvor bandet præsterede med en intensitet af dimensioner. Sidenhen har det dog gået stille for sig, indtil for nylig, da Faith No More annoncerede den kommende udgivelse af albummet "Sol Invictus" – det første i 18 år, som i øvrigt udgives gennem Mike Pattons eget pladeselskab, Ipecac. Tinderbox har altså præsteret noget af et scoop, når der tændes op for den næsten udefinérbare rockmusik, som Faith No More så imponerende mestrer.
Hozier
Andrew Hozier-Byrne, eller bare Hozier, oplevede sidste år massiv succes med sin første single "Take Me To Church", der efterfølgende har gjort den irske musiker verdenskendt. Hans debut på den danske musikscene kommer til at foregå på Tinderbox, og det er en bookning, der er værd at lægge mærke til. Tilbage i februar bragte GAFFA desuden et længere et interview med det nye stjernefrø, men er du ligesom mange andre stadig på bar bund i forhold til ham Hozier, kan det anbefales, at du sætter kryds i programmet, når han til sommer gæster Tinderbox.
Major Lazer
Major Lazer leverede på sidste års Roskilde Festival en koncert, som for mange nok får svært ved at gå over i glemmebogen. GAFFA bragte i samme forbindelse en anmeldelse (eller hvad du nu vil kalde det) af koncerten, som i høj grad skabte debat rundt omkring i musikverdenen. Nu vender Major Lazer tilbage til festivallandet, der sikkert giver publikum forhåbninger om en fest af samme kaliber, som var tilfældet på sidste års Roskilde Festival. Med produceren Diplo i front har Major Lazer lagt navn til blandt andet "Reincarnated" fra Snoop Doggs alterego, Snoop Lion. Til sommer forventes Major Lazer desuden at være klar med deres tredje studiealbum, som blandt andet har danske MØ med på gæstelisten.
Modest Mouse
Modest Mouse har efterhånden haft mange år på bagen, og siden deres dannelse i staten Washington tilbage i 1993, har de i tidens løb tilføjet en større håndfuld albums til det internationale musikmarked. For nyligt stod Modest Mouse klar med deres seneste album "Strangers To Ourselves", som blev indvarslet af singlen "Lampshades On Fire", der viser Modest Mouse fra sin groovy og dansable side.
The Prodigy
"Det nye album er gennemført voldelig energi". Sådan sagde The Prodigys Liam Howlett i forbindelse med offentliggørelsen af deres seneste, og dugfriske udspil "The Day Is My Enemy", og det er en udtalelse, som er til at forstå med sangtitler som "Wall Of Death", "Wild Frontier" og "Rebel Radio". Liam Howlett udtalte i samme forbindelse, at alt for meget elektronisk musik er for "skabelonpræget", og det forsøges at være imødegået på The Prodigys seneste album, som i øvrigt blev velmodtaget på GAFFA. Sidst The Prodigy gæstede landet var på Roskilde Festivals Orange Scene i 2010, hvor de optrådte med en vildskab af dimensioner, så lad os alle håbe på en energi af samme kaliber på dette års Tinderbox.
Royal Blood
For et år siden var hårdrockerne fra Brighton et ukendt navn blandt mange. Det skulle dog ikke holde NorthSide tilbage fra at booke dem, hvor de på en tidlig søndag eftermiddag leverede en overraskende og hårdtslående optræden. Siden da har duoen haft fart på med udgivelsen af deres selvbetitlede debutalbum, supporttjanser for Foo Fighters og en Brit Award for Best British Group. For kort tid siden leverede Royal Blood en udsolgt koncert på Vega i København, hvilket for mange desuden cementerede bandet som et af tidens største rocknavne. Så med en sådan succes i bagagen har Tinderbox altså valgt det helt rigtige tidspunkt at booke Royal Blood.
Robbie Williams
Verdens entertainer nummer 1 har allernådigst gjort plads til en optræden på Tinderbox, som del i hans "Let Me Entertain You"-turné. Publikum kan godt forvente en god rusketur på rejsen igennem 00'ernes popmusik, når den tidligere Take That-sanger sætter ild til Tusindårsskoven til sommer. "Let Me Entertain You"-turnéen er en verdensomspændende turné, primært bestående af et sæt, som dækker hele Robbie Williams' solokarriere. I slutningen af sidste år udgav Robbie Williams desuden et opsamling af demoer, B-sider og andre sjældenheder, som blev gjort eksklusivt tilgængelig fra Robbie Williams' officielle hjemmeside. Publikum kan med god grund håbe på underholdning af særklasse.
Tinderbox foregår i Tusindårsskoven ved Odense fra fredag den 26. juni til søndag den 28. juni. Der er stadig ledige billetter – partout såvel som endagsbilletter – og disse kan findes via GAFFA Live.