Nyhed

Ida Ambrose – koncertaktuel dansk dancehall/reggaestjerne i svøb

Vi har talt med den dansk-gambiske sangerinde, der kan opleves i aften til Aarhus Reggae Festival

Ida Sainaboue Ambrose, der kan opleves i aften til Aarhus Reggae Festival på VoxHall, har sunget og optrådt i flere år på den danske musikscene, blandt andet som korsangerinde for blandt andet Alex Ambrose og Miss Makupa, ligesom hun har været den ene halvdel af pigeduen IdaAida. Sidste år debuterede hun som soloartist under kunstnernavnet Ida Ambrose på den københavnske reggaescene, hvor hun blandt andet optrådte på Distortion og Scandinavian Reggae Festival i København.

2014 var også året, hvor Ida overraskende løb med førstepladsen i den store talent-konkurrence I Am Music i Sverige. For nylig udsendte den dansk-gambiske sangerinde Ida Ambrose så endelig debutsinglen "Høj På Stiletter", der har fået en rigtig god modtagelse hos det hjemlige publikum, hvor hun nu er i gang ved at opbygge sig en solid fanskare.

– Jeg har altid har haft smag for mange forskellige musikgenrer, og fra barnsben af har jeg både lyttet til danske popikoner såsom Sanne Salomonsen, Anne Linnet og Kim Larsen samt reggaestjerner såsom Inner Circle, Bob Marley og UB40. Derudover har jeg også lyttet en del til Rap, R&B og det, der ellers rører min sjæl. Alle disse musikarter har sat sit præg på min musik. Drømmen med min musik er at vække følelser i andre mennesker på godt og ondt, da det selv har været mit redskab igennem livet. Eksempelvis som i en sang og tekst der pludseligt kan få én til at se klart i en svær tid, fortæller Ida ærligt.


Singlen "Høj På Stiletter" handler om at tage ud i natten/nattelivet og lade sig forføre af musikken og det ukendte, om at vi engang i mellem skal huske at koble af fra hverdagens stress. Musikken er produceret af SJP Records og er et up-tempo, solbeskinnet dancehall-track på den såkaldte "Stamper"-rytme. Der er allerede to nye singler på vej med titlerne "Kriminel" og "Hver Dag".

Ida Ambrose har gennem årene bevidst gået efter at finde en sound, som hun kan kalde for sin egen, og derfor adskiller hun sig også fra andre kvindelige kunstnere indenfor genren. Med det erfarne og ambitiøse team bag Sky Juice Promotion Management til at bakke sig op - et team, der også stod bag Natasjas succes - ser det nu endelig ud til at lykkes for hende.

Ida kan opleves live lørdag den 20. juni, hvor hun optræder på Aarhus Reggaefestival 2015 på VoxHall. Læs mere her

ANNONCE