Nyhed

Reggaefestival indtager Aarhus i weekenden

Stribevis af reggaekunstnere fra ind- og udland rammer byen fredag og lørdag

Den første to dages reggaefestival i Aarhus nogensinde afvikles i den kommende weekend. Arrangøren er Jam Yard Promotion, der tidligere har afviklet forskellige reggaeevents, såsom Shakka-Mi-Makka og Bob Marleys fødselsdagsfest tidligere på året. Festivalen er blevet til i samarbejde med VoxHall og V58, der stiller lokaler til rådighed, og den finder sted henholdsvis den 19. og 20. juni 2015.

Fredagen er dedikeret til dancehall og sound system-kulturen og finder sted i V58 i Vestergade, hvor en række af de førende dj's indenfor genren vil skabe en autentisk stemning, der bringer minderne tilbage til dancehall musikkens spæde år. Blandt de optrædende kunstnere denne aften finder vi Lise Ranks (DK), Etzia (SWE) og Mystic MC (DK) samt en række forskellige sound systems.

Lørdag den 20. juni vil foregå på VoxHall og her er live reggae-musik omdrejningspunktet. Her bydes der på en musikalsk rejse fra traditionel nyabinghi, ska, rock steady og roots reggae med navne som Alpheus (UK), Natty King (JA), Pops Jabu (ZIM), Empress Black Omolo (HOL/KEN), Jah Turban (JA, billedet) Slo Down (DK), Total Hip Replacement (DK), Ida Ambrose (DK) og Mwakenya (DK/KEN). Dørene åbnes allerede kl. 16:00, hvor der er reggaeseminar.

Udendørsarealerne omkring VoxHall, hvor festivalen afholdes, vil til lejligheden blive indrettet for at skabe en festivallignende atmosfære. Eksempelvis vil der her være et område, hvor man kan spille populære jamaicanske spil som domino, "crown and anchor" og Uno. Som prikken over i'et vil Jam Yard sørge for, at der er gang i kødgryderne, og der serveres jamaicansk jerk chicken & rice ligesom peanutvognen er på plads.                                                                                                                                  

For yderligere information: https://www.facebook.com/pages/JAM-YARD/174794449227522

Billetter kan købes her: http://fondenvoxhall.dk/koncerter/aarhus-reggae-festival-live-show/

 

ANNONCE