Nyhed

Kom til live-radio på Distortion

Dj Le Gammeltoft inviterer sammen med Heartbeats Radio til live-radio i udendørs dagligstue

I omkring et år har Heartbeats Radio eksisteret og tilbudt web-radio døgnet rundt, hvor lytterne primært har kunnet fordybe sig i de elektroniske aspekter af musikken. De musikalske toner rykker nu fra computeren og ud i det åbne, når radioen inviterer til hygge i forhåbentlig godt vejr på torsdag den 4. juni som en del af Distortion på Vesterbro.

Planerne for dagen bliver, at Heartbeats Radio vil transformere Oehlenschlægersgade 75 til et live-radio område, der ligner en (måske lidt nedslidt) dagligstue, hvor man siddende i sofaer og på persiske tæpper får mulighed for at nyde dj's og god musik med en øl i hånden. Kvinden bag Heartbeats Radio, Le Gammeltoft, kommer forbi for at sende radio, og hun får selskab af blandt andre Thomas Madvig, Lou Van og Borneland. Et detaljeret program for dagen kan ses på begivenhedens Facebookside.

Heartbeats Radio har som nævnt holdt sig til at være radioformidlere, men i fremtiden vil de også begynde at tilbyde en shop og et online kulturmagasin, der søger et bredere fokus end blot det musikalske, der hidtil har været fokuspunktet for folkene bag. Heartbeats vil stadigvæk levere værtsbårne programmer, podcasts og temabårne playlister, men vil altså også forsøge at trække passionen fra dette univers over til andre kulturelle emner.


ANNONCE