Nyhed

Modern Boys skruer bissen på i ny video

Det er dystre billeder, der supplerer singlen Darkdancer fra den danske synthpop-duo

Den danske synthpop-duo Modern Boys består af sanger/producer, Andreas Sorgenfrei og produceren Hansen. I foråret udgav de debutalbummet "Creatures On A Lonely Planet", og nu er de klar med en dystert skåret musikvideo til singlen "Darkdancer".

De mørke billeder er som at åbne en veldrejet krimiroman, der får det til at løbe koldt ned ad ryggen. De stålsatte morderiske blikke skinner igennem en kort fortælling om et møde med fatale konsekvenser til følge. De mørke industrielle beats er kombineret med hviskende vokaler, der skal formidle følelsen af at være i en symbiose med sine indre dæmoner. Nummeret indeholder derudover gæstevokal fra den elektroniske kunsnter Tonje Terese.

"Darkdancer var et af de numre, hvor vi rigtigt begyndte at fornemme, hvad vi rent faktisk kan udrette sammen i et studie. Sangen havde en ret lineær opbygning til at begynde med, og vi måtte skille det hele ad og sætte det sammen igen på ny, for rigtigt at kunne skabe en mening med det. Som i ethvert samarbejde skal man lige føle hinanden an, før man rigtig tør tage ved og gøre noget helt radikalt. I den her proces kom jeg for alvor på overarbejde med at få det store strygerensemble inde i mit hoved, tilpasset det elektroniske univers. Men da det hele til syvende og sidste endelig lykkedes, var resultatet ikke til at tage fejl af. 'Darkdancer' er en af albummets helt funklende perler, for os begge," fortæller sanger/producer Andreas Sorgenfrei om processen omkring singlen.


Duoens debutalbum udkom i sidste måned og høstede fire stjerner fra GAFFAs anmelder, Ras Bolding, der beskrev udspillet som "et forsøg på at kombinere elementer af kølig og til tider mørk electropop og electronica med mere rendyrkede pop-facetter (...)".

Gå dine indre dæmoner i møde med videoen her:


ANNONCE