Nyhed

Guide: Hør ugens bedste sange

Det er atter lørdag, og uanset om det er sløjt regnvejr eller glødende sol, præsenterer vi et godt soundtrack til aftenen

Det er traditionen tro blevet tid til et soundtrack, der kan bære os trygt i lørdag aftens sikre havn. Om du lader op til fest, forsøger at dukke dig for Ædru Fanden fra i går, eller om du bare skal smide benene op og slappe af, kan du roligt gøre det med denne uges bedste sange. Hør dem her forneden i WiMP eller Spotify.

På listen i denne uge finder vi blandt andet Avicii, der har indgået et samarbejde med den svenske bilfabrikant Volvo. Temaet er "nye begyndelser", og nu må tiden vise om Avicii endnu engang kan plage sommeren med nye landeplager. Han lægger i hvert fald stærkt ud med "Feeling Good".

Danske Modern Boys har udgivet deres debutalbum, "Creatures On a Lonely Planet", hvor den 80'er-poppede "Schoolyard" er at finde på. "Her er gode takter, så er man til genrerne, så kan man sagtens lytte med her," skriver GAFFAs musikanmelder Ras Bolding og kvitterer med fire stjerner. 

My Morning Jacket hidkalder sommeren - selvom den danske af slagsen forsøger at sløre solen med stædig regn. Det gør de med "The Waterfall", der modtager fine fem stjerner af GAFFAs musikanmelder under overskriften: "Sommeren kommer tidligt i år".

Fans af de danske rockere Go Go Berlin kan også godt glæde sig. Drengenes bestræbelser på den svære toer, indspillet i Berlin, har båret frugt, som man kan høre på live-favoritten "Electric Lives".

Hør dem og mange flere her:

ANNONCE