Snart kan briternes kreditkort prydes med et Sex Pistols-motiv. Det er definitivt ikke 1976 længere.
Punk-puritanerne fik måske kaffen galt i halsen, da Lou Reed dukkede op i en reklamefilm for Honda, da Iggy Pop reklamerede for forsikringstjenester, eller da Sex Pistols-forsanger John Lydon reklamerede for smør. Nu har de igen grund til at knurre. John Lydon dukker nemlig op i den mindst punkrelaterede reklame, som man kan tænke sig. Sex Pistols skal nemlig være motiv på en række nye MasterCard-kort fra banken Virgin Money, skriver The Guardian.
"Det er på tide, at kunderne putter lidt rebelskhed i deres lommer", udtaler bankens kortdirektør Michelle Greene til avisen. "Når vi lancerer disse kort, er det for at fejre Virgins arv, og at vi er forskellige fra andre aktører. Sex Pistols udforder konventionerne og det etablerede tankesæt – akkurat dét gør vi i dag igennem vores mission om at ruske op i bankbrancen i Storbritannien."
Vejen fra band til kreditkortmotiv har udadtil ikke været lang fra Sex Pistols. Da de udkom med deres første og eneste album, "Nevermind The Bollocks, Here's The Sex Pistols" i 1977, var det nemlig pladeselskabet Virgin Records, som stod for udgivelsen. Grundlæggeren af pladeselskabet, Sir Richard Branson, har i dag udviklet sit brand ved at agere i såvel fly- som bankbranchen.
Se her videoen til "Anarchy in The U.K" fra Sex Pistols: