James Blake, Underworld og Róisín Murphy er blandt de optrædende kunstnere 29.-31. maj
For nylig offentliggjorde Berlin Festival det fulde program for årets festival, og de har igen i år fået fingrene i en håndfuld prominente headliners. Således pryder engelske singer-songwriter og producer James Blake, hans landsmænd fra Underworld samt irske Róisín Murphy plakaten, og der er altså lagt op til et brag af en fest for fans af den elektroniske genre.
Men selvom den elektroniske musik er Berlins hjertebarn og en klar overvægt af genren gør sig gældende på festivalen, gør Berlin Festival en dyd ud af at præsentere et varieret line-up, så der er noget for enhver smag. "Genrebarrierer bliver brudt og redifeneret, når techno flirter med hip hop, arthouse med cabaret, high fashion med street wear og klassisk musik med subkultur", hedder det i festivalens pressemeddelse. Og navne som australske Chet Faker, der med sine soulede R&B og pop-sange slog igennem med en akustisk version af Blackstreets' "No Diggity" i 2011 samt den amerikanske indiepop-duo Sylvan Esso viser da også, at festivalen har et bredt udsyn.
Berlin Festival fejrer i år ti års jubilæum og har desuden skiftet location. Siden 2005 har festivalen fundet sted i og omkring den gamle nazilufthavn Tempelhof i bydelen Neukölln med enkelte afstikkere til Arena Park i Kreuzberg, men nu bliver hele molevitten officielt afviklet her. I dette område ligger spillestederne som perler på en snor med det udendørs badeområde "Badeschiff" ved floden Spree, som festivalen også gør brug af, som centrum.
I Berlin ser man gerne mod Nord når det gælder ny, innovativ musik, og ligesom sidste år præsenterer festivalen en række gratis-koncerter med nordiske kunstnere. Pop-up-radio-baren "Nordic Playlist" vil således to af festivalens tre dage udelukkende spille numre af nordiske kunstnere, og blandt andet danske Asbjørn (som er bosat i Berlin) giver i denne forbindese en gratis koncert. Udover musik finder der en lang række kultur, mad og kunst-events sted under festivalen.
Berlin Festival løber af stablen 29.-31. maj, og det er både muligt at købe billet til hele festivalen og dagsbilletter.