Nyhed

Dansk dj-trio offentliggør eneste indendørskoncert

De hypede AV AV AV-drenge gæster Vega til oktober med deres eneste venuekoncert i 2015

Den danske dj-trio AV AV AV har et pakket forår bag sig og en travl sommer foran sig, hvor de står til at optræde på flere danske festivaler, herunder på Wonderfestiwall og Roskilde Festival. Mulighederne for at opleve gruppen under den åbne danske sommerhimmel bliver mange, men nu åbnes der for, at de også kan opleves i mere intime og overdækkede rammer. Når AV AV AV bringer musikken inden for i Lille VEGA fredag den 2. oktober, står koncerten således til at blive trioens eneste optræden på et dansk venue i 2015.

Siden de tre danske producere og dj's ELOQ, Unkwon og DJ Er Du Dum Eller Hvad for lidt under et år siden udgav deres første single under aliasset AV AV AV har de ikke hvilet på laurbærrene. Udover den pakkede turnéplan, så udgav de i april ep'en "They Live", der af GAFFA ikke fik nogen videre voldsom modtagelse, men som andre steder er blevet modtaget med mere ros. Trioen bevæger sig i et elektronisk univers, der ifølge dem selv blander indhold fra deres solo-materiale i en fusion, der får noget helt nyt ud af højtalerne.

Til efterårets koncert vil man kunne forvente at høre dansevenlige elektro-numre fra både denne udgivelse, mens der også er lagt op til, at AV AV AV leverer smagsprøver på nye numre, ligesom de vil invitere forskellige gæster med på scenen. Det bliver på den måde en unik optræden, og fans af gruppen vil uden tvivl opleve noget ganske specielt denne aften.


Lyt til AV AV AVs ep "They Live" via SoundCloud: 

ANNONCE