Nyhed

Distortion er klar med det fulde gadefest-program

Gadefesten tæller 85 arrangementer og er den største til dato

Distortion er klar med det fulde program for weekendens gadefester. Du kan allerede nu sikre dig gadearmbånd, og samtidig lanceres hjemmesiden gadearmbaand.dk, hvor du kan gå på opdagelse i festerne. 

Programmet tæller 85 arrangementer fordelt på to dage, og gadeværterne er både pladeselskaber, barer, radiokanaler, festkollektiver, butikker, caféer og endda Folketinget. "Opbakningen og lysten fra de lokale har i år været helt overvældende. Vi er ekstremt stolte af det samlede kvalitetsløft samt den brede diversitet i programmet. Vi har aldrig haft en så bred vifte af musikgenrer med på gaden: Jazz, hiphop, samba, klassisk, afrikansk, japansk, elektro swing, dancehall, rock, disco, afrobeat - og selvfølgelig alt inden for elektronisk musik," lyder det fra Distortions gadefest-ansvarlige, Lasse Flintholm. 

På Nørrebro kan du opleve Donkey Sound, der består af blandt andre Pharfar og Wafande, når de indtager Dronnings Louises Bro. Du kan også tage på Rust og opleve blandt andre Barbara Moleko og Emil Stabil samt dancebattle, mens Distortion-legenden Muchacho i samarbejde med Distortion vil hoste en stor scene på Skt. Hans Torv som en hyldest til gadearmbåndet. 


På Vesterbro bliver den største scene hostet af Hukaos, som tæller blandt andre Heimdals Sidste Vogter og Karl Wiliam. Radio 24syv står for festradioen, men også Heartbeats vil sende live-radio med blandt andre Le Gammeltoft og Thomas Madvig. 

På den nye hjemmeside gadearmbaand.dk vil der være live-videoer, og gadefestens gæster kan dele billeder med hashtagget #gadearmbaand. Gadefesten løber af stablen den 3.-4. juni, men allerede i den kommende weekend den 8.-10. maj vil Distortion indtage Papirøen med banko, loppemarked og smagsprøver på arrangementets fester. Du kan finde det fulde program her

 


 

ANNONCE