Nyhed

Lyric video: Ellie Goulding samarbejder med Major Lazer

Elektronika-projektet Major Lazer løfter sløret for endnu et nyt nummer - denne gang med sangerinden Ellie Goulding

Elektronika-projektet Major Lazer har løftet sløret for endnu et nummer fra deres nye album "Peace Is The Mission", der udkommer i morgen mandag den 1. juni. Det drejer sig om "Powerful (feat. Ellie Goulding & Tarrus Riley)". Se lyric videoen her forneden.

Major Lazer med producer Diplo som bagmand og dj'sene og producerne Walshy Fire og Jillionaire som del af lineuppen fusionerer dancehall, reggae, elektronika med mere. Fra albummet har vi allerede fået hittet "Lean On" (feat. MØ) samt "Roll the Bass". 

Deres tredje album, "Peace Is The Mission", er det første i en række udgivelser, der udkommer i løbet af næste år. På dette første af udspillene kan man opleve optrædener fra Ellie Goulding, Elliphant, Wild Belle, MØ, Pusha T, 2 Chainz, Travi$ Scott, Jovi Rockwell, DJ Snake, Tarrus Riley, Mad Cobra, Nyla, Chronixx og et re-work af "The Hunger Games: Mocking Jay Pt 1"-soundtrackbidraget "All My Love" featuring Ariana Grande og Michel Montano.


Major Lazer blev dannet i 2008 og har udgivet albummene "Guns Don't Kill People... Lazers Do" (2009) og "Free the Universe" (2013).

Major Lazer gæstede senest Danmark på Roskilde Festival 2014. Her gav GAFFAs anmelder Jesper Buhl koncerten hele seks stjerner i en lidt alternativ og meget omdiskuteret anmeldelse, der blandt andet indeholdt følgende ord:

"Det var jo enormt sjovt at være med til Major Lazers gøglede trøjekastende festlege. Det lader sig bare ikke anmelde efter traditionelle kunstneriske kriterier, for der var ingen kunstneriske intentioner. Diplo og venner fokuserede laserstrålen knivskarpt på festen, på en brugsmusikalsk jagt efter det ultimative bass-drop, og det er de skræmmende gode til."


Læs hele anmeldelsen her.

Major Lazer optræder til årets Tinderbox Festival, og de kommer til Danmark igen til efteråret, når de gæster Forum i København den 9. oktober. Billetter er i salg og kan skaffes via GAFFA Live

Hør "Powerful (feat. Ellie Goulding & Tarrus Riley)" her:

ANNONCE