Nyhed

Ny video: Sys Bjerre kan ikke lide at holde i hånd

Den danske sangerinde fylder i dag 30 år, og det fejrer hun ved at udgive en lyric-video til sin nye single, Monogame Dyr

I dag fylder Sys Bjerre rundt, og selvom det traditionelt set er fødselaren, der skal have gaver på sådan en dag, har Bjerre valgt at give sin fans en gave i form af en ny single. "Monogame Dyr" hedder den, og du kan se Bjerres hjemmekreerede lyric-video her forneden.

Sys Bjerre fortæller, at "Monogame Dyr" begyndte som et digt, der langsomt fik tilføjet nogle flere ord og linjer, som der kom musik på. Hun fortæller om teksten: "Jeg har hørt de samme historier som alle andre: Om oddere som holder i hånden, når de sover, for at de ikke skal glide fra hinanden, om hummere der kan blive ældre end mennesker, og som lever i monogame forhold hele livet. Jeg ved ikke, om det er rigtigt, men det betyder ikke så meget. Jeg synes, det er sødt, og jeg elsker at tænke på de dyr."

Samtidig er Bjerre kommet til den erkendelse, at hun personligt ikke bryder sig om at holde i hånd. Hun fortsætter: "Selv hader jeg bare at holde i hånden, det har jeg gjort lige siden, jeg blev tvunget til det i folkeskolen. Der var ikke noget værre end at skulle gå tur, holdende i sådan en helt slap hånd, fordi ens partner ikke rigtig gad gøre sig umage. Nu har jeg dog fundet en partner, som godt gider det – altså at gøre sig umage – men jeg er kommet frem til, i en alder af, i skrivende stund næsten, 30 år, at jeg stadig ikke kan lide det."

"Det føles ligesom mere som en måde, hvorpå man kan sikre sig, at den anden ikke stikker af. Og vi spiser jo også hummere. Det er da også underligt at spise noget, som kan blive ældre end en selv. Jeg vil gerne sætte hummerne og kærligheden fri. Det har altid været populært at love hinanden evig troskab, og jeg er stor fan af konceptet, jeg tror bare ikke, det er for alle."


Man kan stille sig selv spørgsmålet, om det musikalske legebarn dermed er ved at blive voksen, om hun er færdig med at brænde lejligheder ned, sælger andres biler til skrot og opføre sig som en kegle? Det bliver videre belyst til efteråret, hvor Sys Bjerre er aktuel med nyt album.

Hendes sidste udspil, "Sys", var det tredje af slagsen og indeholdt blandt andet singlen "Vanessa". GAFFAs musikanmelder Signe Bønsvig Wehding kvitterede med tre stjerner og konkluderede: "Der er øjeblikke med fin melodisk fingerfærdighed på dette tredje album fra Bjerre, men det er ordstrømmen, der rammer ørerne som en flyvende dametaske."

Du kan se "Monogame Dyr" her:


ANNONCE