Nyhed

Statens Kunstfond har uddelt arbejdslegater

Broken Twin er blandt de fire kunstnere, der har fået tildelt treårige arbejdslegater

Statens Kunstfonds Legatudvalg for Musik har uddelt arbejdslegater til nye og etablerede talenter indenfor et meget bredt felt af musikgenrer. Det kommer blandt andet Majke Voss Romme/Broken Twin til gode. Hun har nemlig fået tildelt et treårigt arbejdslegat.

Legatudvalget for Musik har i år modtaget 699 ansøgninger om arbejdslegater og -stipendier indenfor musik. 258 ansøgere svarende til 37 % modtog mindre arbejdslegater på beløb mellem 30.000 og 100.000 kr. En del ansøgere har valgt at søge kollektivt i forskellige konstellationer. Heraf er i alt 57 kunstnere fordelt på 20 bands, duoer med videre tildelt støtte som skabende kunstnere i disse sammenhænge. I alt er der blevet uddelt 11,8 mio. kr. til arbejdslegater og stipendier.

Den kunstneriske kvalitet hos både nye og etablerede talenter fra alle musikgenrer i samtiden er meget høj, og kvaliteten synes at blive ved med at stige. Det erfarer Legatudvalget for Musik, der består af Peter Bruun (formand), Lotte Anker, Alberte Winding, Bo Gunge og Annette Bjergfeldt. De har netop har afsluttet den årlige uddeling af legater og stipendier til skabende kunstnere på musikområdet. Uddelingen omfatter en mangfoldighed af forskellige genrer og udtryksformer: jazz, sangskrivning, rock, klassisk musik, folk, performance, elektronisk musik, soundscape med mere.


Udvalget har valgt at uddele i alt fire treårige arbejdsstipendier. Modtagerne er: Louis Aguirre (1968, Cuba), komponist, Majke Voss Romme / Broken Twin (1988), komponist og sangskriver, Simon Toldam Rosengren (1979), jazzmusiker og komponist, Simon Løffler (1981), komponist.

"Med vores tildelinger af arbejdslegater vil vi fremme skabelsen af ny musik og styrke mangfoldigheden af musikalske udtryk: Både det, som har markeret sig som ambitiøst og overbevisende, og det, som måske er mindre kendt, men lovende og i sin vorden. Legatudvalget for musik er stolt af og glad for at kunne bidrage til udviklingen af ny musik," siger udvalgsformand Peter Bruun.

Udvalget giver også udtryk for, at det alle er skabende kunstnere, som med meget forskellige musikalske udtryk særligt udmærker sig. Udvalget har derfor også stor forventning til, at modtagerne fremover kan udvikle ny musik af høj kunstnerisk kvalitet.


Sidste år var modtagerne af de treårige arbejdslegater: Kira Skov, Bjørn Christiansen/Bjørn Svin, Hugi Gudmundsson og Søren Kjærgaard.

Hør Broken Twin med "Glimpse of A Time" her: 

 
ANNONCE