Nyhed

The Woken Trees holder afskedskoncert

Bandet giver en sidste koncert på Bremen Teater og udgiver vinyl med to nye sange

I morgen, fredag den 29. maj, giver det danske postpunkband The Woken Trees afskedskoncert på Bremen Teater i København.

– Det har ikke været en nem beslutning, for vi har spillet sammen siden teenageårene og siden 2010 dedikeret al vores tid til bandet ved blandt andet at bo sammen og lave vores debutplade "NNON" uden en krone på lommen, siger trommeslageren Thomas Bindslev Brandt til GAFFA. 

– Vi har dog opnået det, vi drømte om. Vi har udgivet en plade på et dansk og et udenlandsk selskab – Pad&Pen og Fuzz Club Records – vi spillede på Roskilde Festival i 2013, og vi har touret og spillet mange vilde shows i udlandet. Vi har sat v-tegn ved en masse oplevelser, som ikke er alle forundt, tilføjer trommeslageren. – Det ærgrer os til gengæld ret meget, at vi har en færdig plade indspillet, som vi ikke kommer til at udgive, fordi kistebunden er tom, så længe vi ikke spiller shows. Men vi overvejer at crowdfunde milder til at producere et lille oplæg vinyler. 


Hvorfor har I valgt at stoppe nu?

– Vi stopper, fordi vi hver især har gang i en række andre projekter, som tager det meste af vores tid. The Woken Trees er en seriøs maskine at holde i gang, og vi har længe ikke følt, at vi har kunnet lægge den tid i det, som det fortjener. Det har selvfølgelig ikke været en nem beslutning, for bandet står for en masse af det, vi holder af, ikke mindst et stærkt venskab. 
 
Hvad skal I så lave nu?

– Magnus (Magnus Westergaard, guitar og kor, red.) har en soloplade på trapperne, og Mathias (Mathias Riis, synth) har gang i sit eget elektroniske projekt, som vi håber folk vil tage godt imod. Jeg har selv travlt med både De Underjordiske og The Wands.  

GAFFA skrev i 2013 en længere historie om Woken Trees. Læs den her og læs den femstjernede anmeldelse af debutalbummet "NNON" her. 


Find billetter til afskedskoncerten med Woken Trees via Bremen Teater.

Til afskedskoncerten er der trykt en speciel vinyl med to u-udgivne sange. Se video til b-siden "The Need" her.


 

ANNONCE