De amerikanske sydstatsmetallere gæster Odense til august
Der går efterhånden ikke langt imellem besøg fra Black Label Society. Efter et besøg på Train i Aarhus forrige weekend annoncerer de amerikanske tungrockere endnu et besøg på dansk grund.
Denne gang bliver det Odense, der skal have glæde af Zakk Wyldes tunge riffs hos Black Label Society, når bandet gæster Posten den 5. august.
Zakk Wylde er for mange kendt for sin tid med Ozzy Osbourne, hvor han som altoverskyggende lead-guitarist i en årrække turnerede med mørkets fyrste.
Black Label Society spiller tung sydstats-metal med tydelige referencer til Lynyrd Skynyrds melodiske melodier, og med Zakk Wyldes guitarriff skal det odenseanske publikum nok blive blæst omkuld i sensommervarmen.
I mellemtiden kan du varme op til koncerten med nummeret "My Dying Time" fra sidste års udgivelse "Catacombs Of The Black Vatican".
Billetsalget er allerede startet, og billetter kan findes via GAFFA Live.