– Giv nu musikken til folket
Til at begynde med var Method Man positiv over for idéen om at udgive sit band Wu-Tang Clans nye album i ét eksemplar, men nu raser han over, at folket ikke kan få adgang til musikken.
"Giv den til folket, hvis de vil have det, lad dem få det. Giv det væk gratis. Jeg er da ligeglad; det gør hverken nogen rigere eller fattigere. Udgiv nu musikken. Stop med at lege med folket, mand", lyder det fra rapperen.
"Musikken kan ikke længere bare være musik, og I forvandler alle musikken til noget helt andet end hvad den er", fortsætter han.
Wu-Tang Clans hemmelighedsfulde albumudgivelse giver en masse opmærksomhed, men ifølge Method Man er idéen om at vente indtil år 2103 vanvittigt dum.
Det hemmelige album med titlen "Once Upon A Time In Shaolin" indeholder hele 31 numre og har været seks år undervejs, og den eneste mulighed for, at man ville kunne høre musikken før år 2103 er, hvis ejeren af den ene udgivelse ville udgive musikken gratis online. Det er der dog ikke så stor sandsynlighed for, fortæller RZA til Forbes, eftersom ejeren har givet en pæn sum penge for den eneste udgave af albummet.
Læs mere om Wu-Tang Clans udgivelse her.