Nyhed

Sådan tager musikere til genmæle over for Noel Gallaghers svinere

Se en liste over 13 udtalelser fra musikere, der har været ramt af Gallaghers skarpe tunge

Noel Gallagher er kendt for sin skarpe tunge og bramfri behandling af sine musikalske kollegaer. Det engelske musiksite NME har derfor samlet en række udtalelser fra ofrene af Gallaghers tilsvininger, der tager til genmæle på forskellige medier. Dem får du her.

1. Kaiser Chiefs: "De leger udklædningsleg og sidder på spidsen af meningsløshed" udtalte Noel i 2008. "De betyder ikke noget for nogen bortset fra deres fucking grimme kærester". Andrew "Whitey" White tog til genmæle ved at kalde Noel for "en bitter, gammel mand" i et interview med The Sun, og tilføjede "Vi har ikke tid til ham. Musik er en kunstart, men han værdsætter ikke musik for, hvad det er."

2. Kaiser Chiefs (igen): "Jeg var på stoffer i 18 år, men det blev aldrig så slemt, at jeg sagde "Ved du hvad, Kaiser Chiefs er fremragende"" udtalte Noel og blev mødt af respons fra trommeslageren, Nick Hodgson, der sagde til BBC Newsbeat: "Vi er slet ikke blevet stødt, men jeg faktisk meget godt lide det. Da jeg var 17, plaprede Noel løs om Blur og jeg så det, og nu er jeg 30, og han er 50 og han taler om os, dét er fremragende."

3. Ed Sheeran: "Jeg kan ikke leve i en verden, hvor Ed Sheeran er hovednavn på Wembley" fortalte Noel til NME i sidste måned. "Jeg kan leve i den, det er virkelig fornøjeligt" tweetede Ed og fortalte senere The Daily Star: "Jeg skrev til ham, fordi jeg har hans nummer og spurgte om, han kunne tænke sig nogle billetter. Han skrev tilbage "Du er så fræk og trist. Min datter ville elske at få nogle." Han vil altid være den fyr, der er meget direkte"

4. Liam Gallagher: "Jeg læser de her interviews med ham, og jeg ved ikke, hvem fyren i de interviews er, han virker umiddelbart ret cool, men fyren, jeg har spillet i band med de sidste 18 år er et fucking fjols" udtalte Noel. "Jeg elsker vores barn - som i den Noel, der ikke er med i bandet," svarede Liam. "Men den fucking nar, der er med i bandet? Jeg fucking afskyr ham!"

5. Mark Ronson: "Han vil gerne skrive sine egne sange i stedet for at ødelægge alle andres," sagde Noel tilbage i 2008. "Noel Gallagher sagde, at jeg skulle lære tre akkorder på en guitar og skrive en sang. Så jeg vil gerne have, at han ved, at jeg tager guitarlektioner hos Jay-Z lige nu, og han har allerede lært mig begge akkorder til "Wonderwall"" svarede Ronson og pointerede, at "Back To Black" har hele syv akkorder. 

6. Radiohead: "Uanset hvor meget du sidder der og fedter rundt med din "vi er allesammen fordømte", vil folk i sidste ende altid høre dig spille "Creep". Kom over det. Jeg har aldrig gået på fucking universitetet. Jeg ved ikke, hvad en malerbørste er. Jeg har aldrig gået på kunstskole," sagde Noel og Yorke skød tilbage med kommentaren "Jeg gik på universitetet. Det lærte mig at respektere andre kunstnere."

7. James Blunt: Gallagher udtalte, at han aldrig ville finde inspiration i sit eget liv, når han skrev sange, da det ville resultere i sange, der var "mere kedelige end James Blunts". Blunt svarede kortfattet: "For en gangs skyld er jeg enig med ham."

8. Muse: "Da vi begyndte at gå ud (til Brit Awards), var vi allesammen knoldesparkere.. Du går ind nu, og alle er karrieremennesker. Jeg så trommeslageren fra Muse ryge en e-cigaret. En cigaret med et batteri i. Jeg blev nødt til at sige "Virkelig? Gør mig en tjeneste, enten ryger du en ordentlig en udenfor eller slet ikke nogen". Muse-trommeslageren skiftede derefter til rigtige cigaretter. 

9. Jay-Z: "Jeg gider ikke have hiphop på Glastonbury. Jay-Z? Ikke på vilkår!" udtalte Noel inden rapperen blev føjet til programmet som hovednavn i 2008. Jay-Z responderede ved at træde ind på scenen med en guitar til lyden af Gallaghers citat. Derefter mimede han til "Wonderwall". 

10. Keane: Noel sagde dette om "Somewhere Only We Know"-trioen: "Traditionelt set er de tre største skvat i ethvert band forsangeren, pianisten og trommeslageren. Jeg behøver ikke sige mere". Tim Rice-Oxley svarede: "Vi er ret ligeglade. Jeg synes, han er en idiot, for at være helt ærlig. Han var med i et band, der var fremragende i 90'erne, og nu er de bare ikke vigtige mere."

11. Emeli Sande: "Emeli Sande? Det er fucking musik for bedstemødre. Jeg forstår det ikke," sagde Noel i 2013 og blev mødt af et tweet fra sangerinden, der viste et billede af en bedstemor, der rækker finger til kameraet med kommentaren "Tak, Noel".

12. Bloc Party: Efter Gallagher refererede til bandet som "indie-lort", fortalte Kele Okereke til Uncut: "Jeg synes, Oasis er det mest overvurderede og ødelæggende band nogensinde. De har haft en total negativ og farlig indvirkning på tilstanden af britisk musik. De har gjort stupiditet moderne. Oasis er repetitive maskinstormere" og beskrev senere både Noel og Liam som "indavlede tvillinger".

13. Sleaford Mods: Sidste år udtalte Sleaford Mods, at Gallagher havde "blod på hænderne" i forhold til tilstanden af britisk musik og betegnede ham for et "vissent offer for luksus". Noel sagde senere til NME: "De er ligesom fucking Brown Bottle i Viz. Det er bare to fyre, hvoraf den ene tydeligvis er mentalt syg, der skriger ligesom Brown Bottle omkring fucking cider og fucking lorte-kylling."

 

ANNONCE