Nyhed

Trommeslager vil have flere penge

Korn bliver sagsøgt af tidligere trommeslager

Den tidligere trommeslager i Korn, David Silveria, har sagsøgt sine gamle bandkammerater, fordi han mener, at de skylder ham penge, efter at han ikke har fået lov til at vende tilbage til bandet.

Det er websiden TMZ, der rapporterer, at Silveria har sagsøgt Jonathan Davis, James "Munky" Shaffer, Brian "Head" Welch, og Reggie "Fieldy" Arvizu i et forsøg på at få penge udbetalt, som han mener, at bandet skylder ham på grund af hans "ligestillede ejerskab af bandet". Hvis han får de penge, som han mener, at bandet skylder ham, vil han opløse sit medejerskab som følge heraf.

Det er ni år siden, at Silveria forlod Korn for at tage en pause, og siden da har trommeslageren Ray Luzier overtaget hans trommestol. Luzier fik permanent medlemskab af nu-metal-ikonerne i 2009. Det har dog imidlertid gjort Silveria harm, at til trods for, at hans tidligere bandkammerater ikke ville lade ham komme tilbage til bandet, modtog de guitaristen "Head" med velkomne arme, da han kom tilbage i folden efter syv års fravær.


I 2014 kunne Korn fejre 20 års jubilæum for deres selvbetitlede debut fra 1994. Bandet har udtrykt planer om at fremføre albummet i sin helhed på deres kommende turné. David Silveria er dog ikke blevet budt velkommen til at tage del i fejringen, hvad da også går trommeslageren på. Han udtaler til amerikanske Rolling Stone Magazine:

"Jeg synes lidt, at det er forkert at spille dette album uden mig, fordi jeg var ligeså meget en del af det kreative input som alle de andre fyre, mens vi skrev og skabte dette album. Så jeg synes, at det er forkert at tage på sådan en turné uden mig, men så mærkeligt er det vel heller ikke. De har spillet og været på turné uden mig i årevis. Jeg mener bare, at de da godt kunne have spurgt mig om at tage med på denne turné."

Hør et af de senere numre med Korn, som måske er meget sigende for situationen, "Evolution", her:


 

 
ANNONCE