I anledning af albummet Det Gode Liv fortæller Steffen Brandt TV-2's historie gennem hele alfabetet
Pop-veteranerne er ude med ikke mindre end deres 18. album, der har fået titlen Det Gode Liv (læs GAFFAs anmeldelse her). Dog ikke forstået som livet, når det kører på skinner og alt er, som det skal være – "det gode liv er ikke kun Netflix og HBO, selvom det også er en del af det", som Steffen Brandt udtrykker det – det er det hele og fulde liv med alle dets bagsider og konflikter. Det gode liv er det liv, der er. Det liv, man lever – med alt hvad det nu indebærer. I anledning af albummet har vi sat Steffen Brandt stævne over en kop kaffe for at gennemgå Tv-2 fra A til Å – intet mindre. Vi bringer gennemgangen med ét bogstav om dagen fra albummets udgivelsesdag 27. februar og en lille måned frem.
Kærlighed
Kærligheden er jo vitterligt ikke noget, man taler om. Og det er også derfor, sange om emnet fylder så meget i hele sangskrivningstraditionen – fordi de italesætter noget, der på en eller anden måde er for tæt på og for abstrakt. Når man siger kærlighed, følger der også et anden "K"-ord med, nemlig kaos sammen med uro, svigt, savn og længsel. Kærligheden er blevet en overskrift, SOM alt det, vi ikke kan håndtere, ryger ind under. Alle store følelser, som egentlig ikke har noget med kærligheden at gøre, men med de grundlæggende vilkår i livet. Der er mange kærlighedssange på den nye plade, men det er ikke kun tosomheden, det handler om. Det er al den uadresserede længsel, man har i sig, der kommer ind i kærlighedssangen – den dybe, uforklarlige længsel, man kan rammes af, som ikke altid har et ansigt, en historie eller et sted at placere en skyld. Derfor er det stadig relevant at synge om kærligheden – det er en evig søgen efter det uforklarede i os, og det bliver stadig mere vigtigt at forholde sig til i takt med, at kærligheden i højere grad kun lanceres som en succesoplevelse på de sociale medier.





