Nyhed

20 danske kunstnere går sammen om støttealbum

14 nye sange fra blandt andre Suspekt, Folkeklubben, De Eneste To og mange flere støtter Syriens flygtninge i nærområderne

I dag udkommer det digitale album "Sammen", der har til formål at støtte syriske flygtninge i og omkring Syrien. 20 af Danmarks største musikere bidrager med 14 helt nye sange og fortolkninger og hidtil usete samarbejder. Til albummet har den anerkendte og hippe billedkunstner HuskMitNavn desuden designet en plakat, som man også kan købe for at støtte det gode formål.

De bidragende kunstnere er AMRO, Ankerstjerne feat. Isaac Kasule & Andreas Krüger, AV AV AV, D-A-D, De Eneste To, Jooks, Kaka, Kira Skov, Magtens Korridorer, Marwan feat. Cha D, Pato Siebenhaar feat. Ataf & Rune Kuda, Suspekt & Folkeklubben, The Mountains og Panamah.

Over 11 millioner mennesker er i disse dage på flugt fra grusomhederne i Syrien, og de fleste befinder sig i overfyldte og midlertidige lejre i grænseområderne eller nabolandene. Med vinteren lige om hjørnet er der kraftigt brug for rent vand, mad og varmt tøj for at overleve. Hver en indsamlet krone går ubeskåret til Dansk Flygtningehjælp, der videreformidler hjælpen til nærområderne. 


Albummet kan købes for 80 kroner og plakaten for 100 kroner, men man er naturligvis velkommen til at donere mere. Det hele foregår her, hvor man også kan smuglytte til albummet, før man køber det.

Læs, hvad kunstnerne selv siger om hver deres bidrag til albummet:

Suspekt & Folkeklubben - Danmark 
To intense aftener i Suspekts studie resulterede i sangen "Danmark" - en sammensmeltning af Suspekts "Danmark" og Folkeklubbens "Danmarksfilm". Et værk fuld af spændinger og modsætninger. Råt, gådefuldt, uafklaret og utidssvarende – en sang til tiden og et produkt af to på papiret meget ulige størrelser, der i mødet med hinanden fandt fællestræk og grobund for venskaber. Sangen "Danmark" er skrevet og leveret af to trioer med et fælles mål om at nå ud til folket, der hvor de er, og med holdninger til den tid, de synger og rapper ind i.


D-A-D – The Wrong Side of Love
"The Wrong Side of Love" er en hård metal-/blues-jam, teksten set fra et ødelagt menneskes synspunkt. Det er det første nye musik fra D-A-D siden 2011's 'Dic-nii-lan-daft-erd-ark'."

Jooks – 04:00
"04:00 er et stille nummer skrevet i den sorte time mellem 04-05. Det er en tankestrøm fra det mørke sted i sindet – hvor håbløsheden kradser og troen på sammenhængskraften forsvinder. Et billede på, hvor verden ender, hvis vi kun tænker på os selv."

Panamah – Weekend
"'Weekend' handler om weekenden. Med alt hvad den indebærer af forventninger, glæder og skuffelser. Men weekenden er ikke kun fest, farver og afslapning. Weekenden er et åndehul for mange. Noget at længes efter, der giver en til tider grå hverdag mening. Et lys i mørket. Alle mennesker, uanfægtet deres individuelle situation i tilværelsen, har brug for lys i mørket. Derfor har vi valgt, at 'Weekend' skal være en del af det her album."


Pato feat Ataf og Rune Kuda – Komme hjem
"'Komme Hjem' er tre fortolkninger af et tungt emne, som desværre har det med at blive fordrejet og gjort til en "os og dem"-ting. Hvad man tit glemmer er, at "dem" er bare et andet ord for "os".

Kira Skov – What Became of Them
"'What Became Of Them' handler om krig, med alle de tab det indebærer for os alle sammen, og helt specifikt handler den om de mennesker, som er flygtet og forsvundet over de senere år. Det er svært ikke at blive berørt af den situation, som hærger hele Europa lige nu med så mange mennesker, som lever på flugt under kummerlige forhold. Jeg tænkte på, hvad der mon blev af disse mennesker, da jeg skrev sangen, og jeg synes derfor, at det var aktuelt og meget nærliggende at donere netop dette track til denne specifikke udgivelse".

Se tracklisten herunder:


1) Suspekt & Folkeklubben - Danmark
2) Jooks – 04.00
3) AMRO – For Altid
4) Kaka – Stå Sammen
5) Marwan & Cha D – Ingen Der Bekymrer Sig
6) Ankerstjerne feat Isaac Kasule & Andreas Krüger – Hey Jimmy (akustisk)
7) Pato Siebenhaar feat. Rune Kuda & Ataf Khawaja – Komme Hjem
8) Panamah - Weekend
9) AV AV AV - Nomads
10) The Mountains - Sorry
11) Kira Skov – What Became Of Them
12) Magtens Korridorer – Mit Forkullede Lig
13) D-A-D – The Wrong Side of Love
14) De Eneste To – Nu Siger De Godnat

 

 


ANNONCE