Bieber finder tilbage til sine akustiske rødder på Love Yourself
Med kun tre dage til det længe ventede "Purpose"-album skifter Justin Bieber nu stil på sin femte single fra albummet.
Med ord og backing-vokal af sangskrivningstroldmanden Ed Sheeran bevæger Bieber sig væk fra den danseable Skrillex-producerede lyd, der hidtil har været toneangivende for albummet. "Love Yourself" leder i højere grad tankerne tilbage på nogle af de akustiske kærlighedsballader fra Biebers helt unge dage.
Da Justin Bieber mandag gæstede radioprogrammet Beats 1, blev sløret også løftet for sangen "The Feeling", som er et langdistance-samarbejde med popsangerinden Halsey. Bieber kunne nemlig forklare, at han faktisk aldrig har mødt Halsey, da det aldrig lykkedes dem at finde en dag at gå i studiet sammen grundet deres stramme tourplaner. Der findes endnu ikke et fuld-længde klip af nummeret.
Lyt til "Love Yourself" herunder:





