Den prisbelønnede kunstner blev 77 år
Allen Toussaint er død, 77 år gammel. Det har spanske myndigheder bekræftet over for BBC. Den prisbelønnede kunstner var kendt for sange som "Working In The Coalmine", "Southern Nights" og "Fortune Teller".
I går, mandag, kort efter han gik af scenen ved en optræden i Madrid, fik han et hjerteanfald. Han blev genoplivet, men på vej til hospitalet fik han endnu et hjerteanfald, skriver den spanske avis El Mundo.
Som en legende indenfor den klassiske New Orleans-R&B har Toussaint arbejdet sammen med mange kendte musikere som Paul McCartney, Aaron Neville, Joe Cocker og Elvis Costello.
Toussaint begyndte allerede som 7-årig at lære at spille klaver og var meget inspireret af Ray Charles. Han fik sit gennembrud, da han trådte i stedet for Fats Domino ved en studieindspilning. Selv mens han aftjente sin værnepligt i midten af 1960'erne, formåede han at lave musik. Han fik dog først store hits efter sin tid i militæret.
Mange af hans sange er blevet populære gennem deres coverversioner, blandt andet ved hjælp af navne som The Rolling Stones, Robert Plant og The Who.
Allen Toussaint blev indskrevet i Rock & Roll Hall of Fame i 1998.
Hør nummeret "Sweet Touch of Love" her: