Nyhed

Guide: 11 essentielle arrangementer til Kulturnatten

Her er GAFFAs bud på, hvem du skal opleve til Københavns kulturnat på fredag

På fredag den 9. oktober åbner København byens porte, når der afholdes Kulturnat. Vi har samlet en guide til de essentielle arrangementer, du bør overveje at deltage i. Tidspunkter og steder finder du ved at klikke på navnene.

Emma Acs and The Inbred Family

Den pladeaktuelle Emma Acs lukker og slukker Kulturnatten sammen med the Inbred Family med en dosis psykedelisk garagerock og et gyngende dansegulv. Acs udgav sit andet album "Give In To Whatever" den. 2. oktober.


Hør Emma Acs and The Inbred Family på nummeret "Balloon Farm" her:

Jacob Bellens


Manden med den karakteristiske dybe stemme, Jacob Bellens, har været på tour rundt i landet med sin bassist Jakob Falgren, hvor der er blevet sat mere intime rammer, end man normalt ser, når Bellens har spillet med I Got You On Tape. Der er lagt op til noget af en oplevelse, når Bellens giver koncert til kulturnatten.

Se nummeret "Change of Heart" her:


Eivør

Den færøske sangerinde og komponist Eivør Pálsdóttir er aktuel med sine to nye album, det engelsksprogede "Bridges" og det færøske "Slør" og spiller i den anledning til Kulturnatten i København. Hendes nye sange handler om mentale broer, forbindelser, mellem to mennesker eller to steder, mellem ude og hjemme.

Hør nummeret "Bridges" her:

Ibrahim Electric


En af Danmarks skarpeste instrumentaltrioer Ibrahim Electric inviterer gæster med på scenen, når de i tre meget forskellige sæt spiller højenergisk jazz og hopper mellem surf, afrobeat, soul og meget mere.


Hør nummeret "Blue Balls" her:

Østkyst Hustlers (billedet)


Det er omtrent 20 år siden, at Østkyst Hustlers fik folk til at skråle "Hvorfor er det hele bare så ufedt i Jylland" og "Han får for lidt". Siden hen har "hustlerne", aka Bozzy Bo, Jazzy H og DJ Peyk, med jævne mellemrum indtaget de danske landeveje og lagt publikummer og anmeldere ned landet over med deres medrivende liveshow. Nu genforenes de til kulturnatten.

Hør den moderne klassiker "Han Får For Lidt" her:


Lydmor

GAFFAs egen Henrik Tuxen sætter Lydmor aka Jenny Rossander stævne mellem reolerne på Biblioteket Frederiksberg til en snak om de største eventyr i hendes karriere. Lydmor kommer med smagsprøver fra sit alsidige repertoire, svarer på publikums spørgsmål og stiller op til meet'n'greet.

Se Lydmors nyeste video "Mrs. Me 2.0" her:

Simon Lynge


Dansk/grønlandske Simon Lynge har begejstret anmeldere og lyttere internationalt med sine sange, der også har fundet vej til Hollywoods tv- og filmproduktioner. Han har været på turné med Emmylou Harris og Morcheeba, og siden udgivelsen af albummet "The Absence of Fear" sidste år har han spillet over 50 koncerter i Danmark, Færøerne, Grønland, Finland og USA.


Hør sangen "Perpetual Now" her:

Uffe Savery


Savary har en fortid i Safri Duo, hvor han sammen med Morten Friis fik folk til at gå amok til sange som "Played-A-Live (The Bongo Song)" og "Baya Baya". I dag er Uffe Savery musikchef for symfoniorkesteret Copenhagen Phil.

På Kulturnatten fortæller Uffe Savery om sin egen musiske rejse, og den måde han har arbejdet med sit eget talent på. Uffe fortæller også om, hvordan man arbejder med talenter i den musiske verden, og hvordan man inspirerer professionelle musikere til at yde deres ypperste.

Hør Safri Duos gennembrud "Played-A-Live (The Bongo Song)" her:

Szhirley


Szhirley har haft mange projekter, siden hun debuterede som sangerinde i 1996 med sangen "Please Me". Hun har blandt meget andet sunget kor for navne som Den Gale Pose, Miss Mukupa, L.O.C. og Outlandish, medvirket på soundtracket til Susanne Biers film "Den eneste ene" og haft et radioprogram på P3 sammen med Karen Rosenberg.


Nu kan hun oplevet unplugged til Kulturnatten

Hør sangen "Uden Dig" her:

 


Per Vers

Den jyske rapper har som hovedstadstilflytter flere numre i ærmet om den mentale afstand mellem by og land. Han er kendt for sin improvisationsrap, som er netop det, han vil optræde med til kulturnatten. Per Vers er sammen med Niels Hausgaard aktuel i programmet "Hausgaard og Vers – rejsende i dansk", som kan ses på DRK.

Hør Per Vers' ode til kaffe her:

P8 Jazzer Kulturnatten


P8 Jazz inviterer til studiesession, hvor du kan besøge et radiostudie, sidde bag mikrofonen og fortælle om din yndlingsmusik. P8's værter sidder ved siden af dig og guider dig igennem teknikken. Hvis du har mere lyst til at lytte frem for at tale, kan du også bare slå dig ned i en blød sofa i vores jazz-lounge, når kanalens egne dj's, Master Fatman og Niels Christian Cederberg, vender pladerne.


Man kan få adgang til alle arrangementerne med kulturpas, som koster 90 kr og som samtidig giver adgang til fri transport. Børn under 12 år har fri entré til det hele. Kulturpas kan købes på salgssteder i Hovedstadsområdet. Find dit salgssted her.

ANNONCE