Nyhed

Instruktøren bag Hotline Bling: Rigtige mænd danser

Drake er en god danser, mener instruktøren bag den virale musikvideo

Hvis man har været inden for en radius på 100 meter af de sociale medier i går og i forgårs, så har man uundgåeligt set nogle af de utallige klip og memes af Drakes enestående dansetrin i musikvideoen til "Hotline Bling", der blev udsendt i tirsdags. 

Ud over at have affødt et væld af memes under kærlig behandling af internetbefolkningen, har videoen naturligvis også startet diskussionen om, hvorvidt Drake er god eller dårlig til at danse. Men spørger man instruktøren bag videoen, Director X, så er der ikke nogen tvivl. 

"Han er en god danser, mand. Vi er allesammen vant til, at dansere i musikvideoer er folk, man betaler for professionelt, men det der er ægte, ud-på-dansegulvet, hav-det-sjovt-dans, lige dér,", fortæller Director X til Entertainment Weekly.


Instruktøren har også en bøn til alle de mænd derude, der er bange for at kridte lakskoene. 

"Folk er nødt til at begynde at danse igen. Jeg vil altid gerne fremme dans. Mænd er holdt op med at danse. Jeg tager på natklubber, og jeg ser piger, der danser, og mænd, der ikke gør. Det er en forfærdelig ting," fortsætter han i interviewet.

"Hotline Bling" er ikke Drakes første møde med Director X, da de også arbejdede sammen på "HYFR", "Started From The Bottom" og "Worst Behaviour". Ud over det har han også lavet videoen til blandt andet Kendrick Lamars "King Kunta" og Ciaras "Body Party", der begge har mange mandlige dansere. 


"Jeg ender bare helt naturligt med at arbejde med mænd, der ikke er bange. Rigtige mænd. Rigtige mænd danser," fastslår han. 

Instruktøren giver også sine anbefalinger med på vejen, da han bliver spurgt ind til, om han har en favorit-meme. 

"Den med tennis og den med Star Trek, det er mine favoritter. Det lader til at have aftaget lidt i dag. Det er sjovt, Instagram har en dags vanvid, og så stilner det af. Det er en mærkelig ting."


Se den famøse video herunder: 

ANNONCE