Nyhed

Premiere: Se Danmarks første 360 graders musikvideo

In Lonely Majesty leger med ny videoteknologi i bedste Google Street View-stil

Som de første i Danmark har gruppen In Lonely Majesty skudt en musikvideo i 360 graders formatet. Videoen er til nummeret "Travel Far" og vil ifølge musikvideoinstruktør på projektet, Emil Lyngbo, give beskueren en hel ny måde at se musikvideoer på: 

– Man vil, som beskuer, få lov til at vælge sin egen synsvinkel og er ikke begrænset af den normale et-vinkels flade. Du vil ganske simpelt gå fra passiv til aktiv seer og får mulighed for at være til stede på stort set samme vilkår som de medvirkende i videoen. 

Videoen er blevet optaget i en 360 graders vinkel på ikke mindre end seks kameraer, der alle ruller på samme tid. Når disse seks spor i efterbehandlingen bliver sat sammen, muliggør det, at man som seer vil kunne dreje kameraet i den retning, man har lyst til at se. Man får praktisk talt mulighed for at være med på hele settet. Primært kendes teknologien fra Google Street View, hvor man har mulighed for at være i øjenhøjde med veje og gader. Forskellen her er dog, at det er levende billeder, der navigeres rundt i.


Tidligere på året blev det muligt at uploade 360 graders formatet til YouTube, og denne mulighed har bandet ikke villet lade gå fra sig. Dog er der ifølge instruktøren andre nye udfordringer, der følger med det nye format. – Der er flere udfordringer ved at skyde en video af denne karakter. Først og fremmest har du seks forskellige kameraer, der alle skal startes på samme tid og have nogenlunde samme tidskode. Samtidig optager kameraet hele vejen rundt. Det vil sige, at så snart der er trykket på optage-knapperne, skal alle, der ikke har noget at gøre på settet, være ude af billedet – og det er altså hele vejen rundt. Man kan nemlig ikke gemme sig bag kameraet.

Rent praktisk foregår optagelsen ved, at seks såkaldte GoPro-kameraer er sat sammen på et helt specielt "mount". Dette sættes på et stativ, og statisterne bliver herefter stillet i de rigtige positioner. 

Et nyt lag til musikken


Ifølge In Lonely Majesty-forsanger Lasse Helboe har oplevelsen været helt speciel. – Det er en genial mulighed for os at få musikken ud på den her måde. Vi forsøger generelt at være nytænkende i musikken. Det kommer blandt andet til udtryk på vores kommende ep, hvor vi har forsøgt at lege med en ny helhedslyd. Derfor var det for os oplagt også at være nytænkende, når det kom til videoproduktion.

– Sangen handler om at give plads til hinanden i et forhold. At tage ud på en rejse og komme tilbage igen. Dette tema har vi forsøgt at flette ind i de teknologiske muligheder, det giver at filme i 360 grader.

Ud over at være en visuel oplevelse mener instruktøren Emil Lyngbo, at formatet også kan tilføje en ekstra dimension til musikken:


– At filme i 360 grader kan give et helt nyt lag til den musikalske oplevelse. Man får en mulighed for at underbygge nogle af de følelser, man som lytter ikke nødvendigvis kan høre rent auditivt. Der kommer så at sige en ekstra sans på. Man bliver tvunget til at forholde sig til videoen, da man i forhold til en normal musikvideo ikke bare kan sætte den på og læner sig tilbage. 

Musikvideoen er produceret til singlen "Travel Far", som er første udspil fra In Lonely Majestys ep, der udkommer i starten af det nye år. Singlen "Travel Far" og den kommende ep er produceret af Søren Balsner (Carpark North), der tidligere har produceret store navne som blandt andre Mads Langer og Tim Christensen.

Vi kan anbefale at afspille videoen fra YouTube-app'en på en smartphone/tablet eller i Google Chrome for at få den fulde effekt af de 360 grader.

Se musikvideoen herunder:

Du kan også høre sangen på Spotify:



ANNONCE