Seksstjernede Glen Hansard før Amager Bio: – Koncerten er alt

Den irske singer-songwriter Glen Hansard er kendt både som forsanger i The Frames, den ene halvdel af den nu hedengangne duo The Swell Season og som solist. Derudover har han også gjort sig som skuespiller i 1991-klassikeren "The Commitments" og med hovedrollen i "Once" fra 2006, for hvilken han også vandt en Oscar for bedste sang sammen med med-skuespillerinden Markéta Iglová, som han i øvrigt dannede par med i tre år. I 2012 gik han solo og udsendte albummet "Rhythm & Repose", og nu er han aktuel med sit andet soloalbum i rækken, "Didn't He Ramble".

Glen Hansard spiller i aften sin anden danske koncert i denne omgang i Amager Bio i København. Lørdag aften spillede han en koncert på Train i Aarhus, som uden tøven fik seks stjerner af GAFFAs anmelder. Vi talte med den muntre spillemand inden koncerten.

Tillykke med det nye album. Hvordan går turnéen indtil videre?

- Mange tak. Det går godt. Vi spillede i Stockholm i går, en vidunderlig koncert. Vi startede i Paris, hvilket var helt fantastisk, det bedste sted at starte. Vi havde et par dage til at øve og akklimatisere os, og det var en vidunderlig, vidunderlig forestilling. Vi spillede nede i Pigalle, den lidt snuskede del af byen. Masser af sex-shops, du ved. Vi spillede på noget kaldet La Cigale, som er et meget berømt, gammelt sted. Lige ved Moulin Rouge, du ved. Det var en helt særlig aften. Og så tog vi til Belgien, så i aften vil være vores fjerde aften. Vi er stadig i gang med at finde musikken, finde hvor vi er, lære at ånde sammen. Det er et nyt band, så vi er stadig ved at lære at følges ad.

Det er din første koncert i Aarhus, ikke?

- Ja, jeg har været i København et par gange. Vi har aldrig været i Aarhus. Eller, hvordan udtaler jeg det? Ar-huus?

Ja, Aarhus. Det er meget tæt på.

- Aarhus, okay.

På mandag spiller du i København, men først har du en fridag i morgen. Har du nogen planer?

- Jeg så en smuk butik på den anden side af vejen, trævarer... der var en masse skibslamper. Den kunne jeg godt tænke mig at besøge. Men den er lukket nu, så hvis jeg ville se den, ville jeg være nødt til at blive her.

Nå ja. Der sker nok mere i København på en søndag.

- Nå ja, selvfølgelig, det er søndag i morgen. Så er den stadig lukket.

Glemmer du ofte tiden?

- Ja, jeg er musiker, jeg ved aldrig hvilken dag det er. (Griner, red.)

Respekt for musikken

Så din koncert på mandag - kan du give dine københavnerfans et hint om, hvad de kan forvente af koncerten?

- Tja... Altså, vi tager en dyb indånding, og vi går derud, og vi prøver at leve op til sangen. Der er ikke nogen større videnskab bag det. Det er bare om at prøve at leve op til den sang, man har skrevet, og at give den lov til at trække vejret og udvikle sig. En sang dør ikke, når du er færdig med at indspille den. Den bliver ved med at vokse og udvikle en personlighed, og når man tilfører forskellige musikere til en sang, udvider det sangens betydning og dens liv og bredde. Så det er meget interessant at putte forskellige musikere på den. Så... det, de kan forvente, er et band, der er til stede i rummet og prøver at spille de her sange, så godt som de kan. Det er alt, vi kan love.

Har du nogle ritualer, før du går på scenen?  

- (Lang pause, red.) Nej... Jeg kan godt lide at finde lidt ro i nogle minutter. Ikke af nogen særlig grund, ikke for at meditere eller bede, men bare for at sidde og huske, hvad det er jeg laver. For at det ikke bare bliver en del af dagen. Koncerten er alt - koncerten er der, hvor du, du ved... Når du er på turné, leder hele din dag op til de to timer, så på en måde er det godt at respektere de to timer ved at give dem lidt stilhed inden. Men der er ikke en særlig ting, jeg gør. Det er nærmere bare at sidde og være stille et øjeblik, og så (knipser, red.), let's go!

At bygge med drivtømmer

Hvad laver du, når du ikke er på landevejen?

- Hm, der er ikke så meget. Men det, der gør mig gladest, er at lave mad til min familie, ses med venner. Du ved, musikere har ikke rigtig den der mulighed for at... så hver måned mødes jeg med mine venner og spiller noget musik på en lillebitte bar i udkanten af Dublin. Det er noget, der er meget vigtigt for mig. At se min mor og mine brødre. Min ene bror overraskede mig faktisk, han er her i aften. Ja, det er vildt dejligt (smiler stort, red.). Ooog... en smule håndværk, at finde noget godt træ. Det er det, der fascinerer mig ved det her arbejde. Dublin er en havneby, så vi får en masse drivtømmer. Så at finde noget drivtømmer og bygge noget smukt ud af noget, der er blevet kasseret, det er noget, jeg virkelig godt kan lide.

- På en måde minder det meget om at skrive sange. På en måde synes jeg, at en sang er lige som en møbel. Hvis du bygger det godt... Det skal have en inspiration. Det skal have en inspirationskilde, der ligesom er dens egen. Og hvis du bygger videre på den inspiration, og du bygger den godt og stabilt, så kan dine børnebørn måske en dag bruge det. Eller det kan ryge på bålet om to år, hvem ved. Men jeg føler, at en sang er det samme; hvis du bygger den godt, så overlever den. Måske lever den længere end dig. Måske lever den længere end dine børn. Det er på en måde det, jeg tror alle sangskrivere håber på - at bygge noget, der kan være til glæde for andre mennesker.

Og hvad med dig?

- Jeg vil ikke bare lave plader, der bare udkommer og bliver anmeldt af et par blade, og så ligger det i en tilbudskasse efter fem år. Det er ikke succes for mig - det er et mislykket album. Selv hvis det fik de bedste anmeldelser da det udkom, er det stadig lidt et fejlslået eksperiment. Ikke for at sige, at jeg vil være en legende eller noget, slet ikke, men at skrive en sang eller to i min livstid, som folk bliver ved med at vende tilbage til, sådan, "ved du, hvad jeg har lyst til at høre? Jeg har lyst til at høre dén sang. Der er ingen anden sang, jeg har lyst til at høre lige nu". Du kender det vel, vi har allesammen den slags sange i vores liv, "det er dén sang, jeg vil høre lige nu", fordi det er den eneste sang, der kan stille lige præcis den lyst eller vække lige præcis de følelser. Som sangskriver håber du på, at måske en eller to af dine sange vil være til nytte for folk på den måde. Ikke bare rytmen, selvom rytmen også er en fantastisk ting, men at den overordnede sang måske kan være til nytte. Ligesom et bord eller en stol, som folk kan sidde omkring og spise.

Tømmerflåde-sange og om at græde til "Marley & Me"

Kan du nævne nogle sange, som du føler sådan med?

- Åh, Jesus! Jeg kan nævne adskillige. Altså... der er mange forskellige grunde til, at en sang er vigtig. Men for mig... det er et godt spørgsmål, faktisk... En sang som "Famous Blue Raincoat" (af Leonard Cohen, red.) er for mig en sang, der markerede en meget vigtig periode, et meget vigtigt øjeblik i min barndom. Leonard Cohen har skrevet en hel masse sange, som jeg synes er meget, meget vigtige, men lige præcis dén er en sang, jeg fuldstændig læner mig op ad. Det er et stabilt stykke møbel, du ved. Jeg kan virkelig bruge det, og det gør jeg, jeg klamrer mig til det, når havet går amok omkring mig, det er en bøje, det er en tømmerflåde.

Nogen andre sange, der falder dig ind?

- "Coyote". Af Joni Mitchell. Fra "Hejira", som er et af hendes 80'er-album (det er faktisk fra 1976, red.). Den er bare så smuk. Der sker noget magisk, der er uden for hendes magt, uden for sangens, uden for lyrikkens magt. Der må være sket noget magisk under indspilningen, alle stjernerne stod på linje, og du står tilbage med den her ægte, skrøbelige ting. Ligesom Neil Youngs "Out On The Weekend".

- Der er også et par af Sufjan Stevens sange fra hans nye album ("Carrie & Lowell", red.), som bare er så... Der er en sang, jeg ved ikke, hvad den hedder, men teksten går "When I was three, maybe four, she left us in that video store" ("Should Have Known Better," red.), og der er bare noget ved den tekst, der giver mig kuldegysninger, selv nu, for det siger bare så meget om moderskab og om familie. Jeg ved ikke, hvad han gik igennem som barn, men den linje rammer bare mig.

- Hm... Sam Amidon.  Han er en ven fra New York, som også er en kendt omrejsende musiker, og han har et album ved navn "All Is Well", og næsten hver eneste sang derpå... Jeg finder det altid frem, når jeg er på lange flyture. Og selvfølgelig, når du er ude og flyve langt, bliver du meget følelsesladet. Jeg græd til "Marley & Me"... (filmkomedie fra 2008, red.)

(Griner, red.) Hvem gjorde ikke det!

- Præcis! Der er må være noget med højden, for jeg så den og var helt "boo-hoo" (griner og laver græde-fagter). Jeg lytter altid til Sam Amidons album, for hans album er så smukt, og det får mig til at føle mig tryg og holdt af.

Er der også nogen nye kunstnere, du lytter til, som får dig til at føle sådan?

- Der er et band, faktisk, jeg talte om dem i går. De er fra Sverige og hedder El Perro Del Mar, kender du dem? Det er et svensk band. Jeg var i souvenirbutikken i MoMA (Museum of Modern Art, red.) i Barcelona for to år siden, og jeg sagde til damen, "hvem er det her? Hvad er det her?", og hun siger, "åh, det er det her band ved navn El Perro Del Mar", hvilket jo lyder som et spansk band, men hun svarer nej, at de er fra Sverige (egentlig et enmandsband alias Sarah Assbring, red.), og det er bare sådan en smuk sang. Helt overvældende smuk. Faktisk prøvede jeg at spille et cover af den i går aftes, men jeg kendte ikke akkorderne. Men det er en fantastisk sang. Hm... måske prøver vi igen i aften. Vi er nødt til at lære den. (De spillede sangen, med titlen "How Did We Forget?", red.)

Det vil jeg glæde mig til. Ellers andre nye kunstnere?

- Det seneste album med The War On Drugs ("Lost in the Dream", red.). De par sange, jeg har hørt derfra, har virkelig, virkelig rørt mig. Den der "Under the Pressure"-sang har sådan en skønhed over sig. For mig har den alle de her minder fra min barndom, fordi jeg lyttede til Dylan, jeg lyttede til The Waterboys, og han indkapsler virkelig den følelse. Han har bragt den der gamle følelse frem til nu.

- Det nyeste The National-album ("Trouble Will Find Me", red.) har virkelig bevæget mig. Jeg er i virkeligheden ikke så opmærksom på ny musik, for når musik er virkelig godt, så føler jeg, at det finder én. Der er en sang med et engelsk band ved navn The Unthanks, og sangen hedder "The Father's Song". Det viser sig at være en gammel sang af Ewan MacColl, men The Unthanks' version af den er bare så smuk. Laver du links til de her sange?

Ja, det kan jeg godt, hvis jeg kan finde dem.

Hør Glen Hansards yndlingssange her: