Shirley Manson fra Garbage: Vi slap af sted med mord

Garbage tog verden med storm med det nu 20 år gamle debutalbum, som blev udråbt som banebrydende forener af klassisk rock'n'roll og nye elektroniske beats. Kvartetten genopfører det skelsættende værk på Train i Aarhus 1. november og i Vega dagen efter.

En skøn, rapkæftet, charmerende, rødhåret, skotsk furie stod i front foran tre, noget ældre amerikanske producer-gentlemen. Den gang som i dag tog Shirley Manson verden med storm, med sin melankolske stemme og hudløse selvironi. GAFFA. har talt med det skotske fuldblodsmenneskeigen. Charmen er intakt, og der bliver fart på.

– Vi spiller albummet i sin helhed, og så spiller vi også alle b-siderne og outtakes fra den tid, og så sikkert nogle andre ting. Men grundlæggende er det en hyldest til den første del af vores karriere. Vi spiller sange, vi aldrig har spillet før, og sikkert aldrig vil spille igen.

I har taget nogle meget lange pauser indimellem, men har aldrig været decideret opløst, hvor er I nu?

– På en mærkelig måde føles det helt nyt. Vi har haft bandet kørende i 21 år, og på sin vis har vi været nødt til at spille en hel del faste numre, som folk elsker. Denne gang kommer vi anderledes ud i krogene, det bliver sjovt.

En fisk ude af vand

Hvordan var tiden for dig dengang?

– Det var en vanvittig tid. Jeg var i USA, kom fra Skotland, og arbejdede med folk, jeg nærmest ikke kendte. Der var stor fokus på fremtiden på den plade, hvilket både gjorde folk glade og forvirrede og kritiske. Vi var svære at sætte i bås, hvilket på det tidspunkt føltes truende for nogen. Men det var vildt at gå fra mindre bands til pludselig at breake world wide, med mennesker jeg dårligt kendte.

Fandt i sammenholdet?

– Jeg følte mig ukomfortabel, som en fisk ude af vand. Men, ja, vi fandt sammenholdet, og det var spændende, et vildt mentalt trip. Jeg har aldrig været specielt ambitiøs som menneske, jeg skulle bare overleve. Da de andre tog fat i mig, var jeg på understøttelse og var i et band, der ikke kørte. Så jeg havde intet at miste og havde ikke de store ambitioner om succes eller noget som helst. Jeg troede, de andre var for gamle, at vi var for mærkelige.

– Det var bare noget at lave et par måneder, ha, ha. Jeg er stolt af den plade, glad for den karriere, vi har haft og nærmest lidt chokeret over, hvor god pladen er, den lyder stadig frisk for mig. Og så slap vi af sted med mord. Grundlæggende anklagede vi den katolske kirke for seksuelt misbrug, og vi blev aldrig rigtig straffet for det, og så var vi for eksempel meget direkte omkring kønsroller, og det står jeg ved.

Queerest of the Queer

Ja, hittet Queer blev jo nærmest synonymt med Garbage, og det var, specielt tidligere, et ekstremt kontroversielt emne i USA?

– Ja, det krævede mod, og det er jeg glad for, at vi havde. Men vi anede det ikke, vi havde aldrig prøvet at have succes på det niveau, vi skrev bare om, hvad vi følte og troede på. Bare det at nogen gad at lytte til os dengang var et chok.

Din personlighed skinnede meget stærkt igennem, og jeg ved, du har haft en turbulent ungdom. Var det naturligt at være sig selv i en, på mange måder, unaturlig verden?

– Ja, det vil jeg sige. Mange var mistroiske, så jeg tænkte altid, at ærlighed var vores stærkeste våben.

Lidt i kontrast til meget andet af tidens ret ansigtsløse elektroniske musik.

– Jeg er helt sikkert rapkæftet, jeg kan li' at vise mig frem og har ingen problemer med opmærksomhed. Og når jeg tænkte på mine egne helte var det stærke personligheder. Jeg var ansigtet i front, så jeg skulle markere en identitet for bandet . Det var mit job. Vi var ikke lige de unge smarte hipsters, men heartfelt "Garbage" (læs affald, red.) fra starten, ha, ha.

Hvorfor Shirley?

Du havde spillet keyboards i andre bands som Goodbye Mr. Mackenzie, men var ikke specielt kendt. Det var Butch Vig som producer (Nirvanas "Nevermind", Smashing Pumpkins, med mere. Valgte de dig på grund af din stemme, dit udseende eller din personlighed, og gav de dig muligheden for at blomstre?

– Det må du spørge dem om, og de vil sikkert aldrig give dig et ærligt svar. Men jeg kender dem godt nok til at vide, at 99,9 procent af grunden var lyden af min stemme, og resten hvor godt tilpas de følte sig i mit selskab. Jeg havde det ikke specielt godt med mit udseende, men når jeg kigger tilbage, så jeg "super cute" ud.

Det siges, at på specielt album nummer to var du en af kernesangskriverne, Hvad var dit input på debuten?

– Det samme som på andre album. Da jeg mødte dem, havde de omkring tre sange, de legede med. Vi var sammen om det, men modsat album nummer to havde jeg ingen selvtillid på debutalbummet, men jeg bidrog hele vejen.

Du har lavet mange ting gennem årene. Hvor er du, og hvordan har du det i dag?

– Jeg føler mig nok mere fri end nogensinde, jeg tænkte altid, at jeg ikke var smuk nok, at det jeg havde gang i ikke ville holde. Jeg var tynget af selvkritik, da jeg var yngre. Men i takt med at bandet fortsatte, og jeg har lavet mange andre ting, er jeg gradvist blevet mere selvsikker. Bleed With Me var vores fjerde album, og vi blev presset til kompromiser, som vi heldigvis ikke gik med på.

– Pladeselskabet ville have os til at samarbejde med andre artister, som var rent ud fra et pengemæssigt og ikke et kunstnerisk synspunkt. Jeg kunne se, vi var fanget hos folk, som ikke troede på os som mennesker eller artister. Jeg stoppede med at lave musik, og når man så kommer tilbage, kræver det virkelig meget at få maskinen op at køre igen. Det synes jeg, vi har gjort, og nu har jeg fundet en helt anden glæde og selvsikkerhed omkring det.

Hejsa Hollywood

Så er du også sprunget ud som skuespiller?

– Det været fucking amazing at lave tv-shows. Specielt inden for fantasy-genren, som jeg synes har meget til fælles med rock'n'roll. For to uger siden fuckede jeg en audition totalt op på en rolle, jeg virkelig gerne ville ha', vi får at se, om jeg får den.

Din personlighed, din accent og dit statsborgerskab er skotsk, men i praksis er du immigreret til Los Angeles. Hvordan hænger det sammen?

– Jeg har stadig mit sted i Skotland og opgiver aldrig mit statsborgerskab. Men der er en særlig dynamik i L.A. Jeg flyttede af praktiske grunde, fordi Butch Vig boede der, og min mand er musik-producer, så det var en perfekt by for ham at bo i. Jeg havde spillet der masser af gange, men aldrig været vild med byen. Men da jeg bosatte mig, skete der noget andet. At komme fra Europa til en by, der er helt ny, er fascinerende.

– Der er en form for mangel på regler, og byen ekspanderer, også kunstnerisk, hele tiden. I Europa føler du let, at du er ved enden af noget, men her mere, som om du er med fra starten, og det påvirker din psyke. Og så kan du finde en totalt anonymitet her. Jeg bor modsat Beverly Hills. Den anonymitet har jeg ikke haft, siden jeg forlod Edinburgh for snart 20 år siden, men den har jeg fundet igen.

Mistede stemmen på Roskilde

– Åh nej, det var forfærdeligt. Vi headlinede Roskilde i 2001, og kort efter fandt jeg ud af, at jeg havde en cyste på stemmebåndet, som skulle opereres væk. Men på aftenen var det et mareridt. Jeg gik på scenen som vokalist for hovednavnet på Orange, åbnede munden, og der kom simpelthen ikke en lyd ud. Jeg er ikke det store festival-menneske, men jeg elsker Roskilde, som måske er den bedste festival i verden. Det var de sidste mennesker i verden, jeg ville skuffe, jeg havde bare lyst til at græde. Det var lammende forfærdeligt, men publikum var så cool, sang med, og til sidst lykkedes det mig at få bare lidt lyd ud af munden. Jeg havde haft lidt problemer med stemmen, du får et skud steroider og sådan, men specielt den aften var den bare væk. 

Garbage er :

Duke Erikson

Steve Marker

Shirley Manson

Butch Vig

Diskografi (originale album)

Garbage (1995)

Version 2.0. (1996)

Beautifulgarbage (2001)

Bleed Like Me (2005)

Not Your Kind of People (2012)

Mere om Shirley Manson:

Født i Edinburgh, Skotland 26.08.1966

Arbejdede efter første omgang Garbage (efter 2007) på et aldrig udsendt debutalbum

Trak sig officielt fra musik i 2009. Har efterfølgende haft roller i blandt andet "Terminator: The Sarah Connor Chronicles" og "Knife Fight" som skuespiller og i Guitar Hero som sig selv.

Varm op med albummet – her i 20 års jubilæumsudgaven: