Nyhed

Smashing Pumpkins-album hyldes ved dansk koncert

20 års jubilaren Melon Collie and the Infinite Sadness fejres med nyfortolkninger

I næste uge er det 20 år siden, at Smashing Pumpkins udgav deres skelsættende dobbeltalbum "Mellon Collie and the Infinite Sadness". Albummet revolutionerede musikbranchen, som i flere år havde været domineret af grungebølgen fra Seattle. Outsideren Billy Corgan blev en helt blandt en generation af teenagere, der fandt ud af, at det var cool ikke at være cool.

"Mellon Collie and the Infinite Sadness" spændte over 28 numre, der bragte lytteren gennem en bred palet af musikalske indtryk. Den slags gør man ikke uhørt, og her 20 år efter udgivelsen står albummet stadig som en vigtig livsmarkør for den generation, der er blevet voksne i mellemtiden, samtidig med at musikken stadig er relevant.

Studenterhuset i København slår den 24. oktober dørene op til en hyldestkoncert, hvor navne som Finne/Smedegaard fra Chorus Grant, Kissaway Trail-frontman Thomas Fagerlund, metalbandet Rising og indierock-duoen Team of Experts vil give deres fortolkninger af nogle af albummets klassikere.


Den 24. oktober 2015, kl. 20.00.

Studenterhuset, Købmagergade 52, 1150 Kbh K.

Fri entré


Se nummeret "Bullet with Butterfly Wings" fra albummet "Mellon Collie and the Infinite Sadness" her:

ANNONCE