Nyhed

Stjerneskuddet Shura kommer til Danmark

Den fremadstormende britiske electropop-sangerinde spiller i København til vinter

Der er silkeblød vokal og elektroniske r&b-rytmer på menuen, når Shura spiller på Vegas Ideal Bar torsdag den 17. december. Billetter kan købes fra i morgen via Billetnet.

Sidste år bragede den 23-årige Aleksandra Danton, der gemmer sig bag navnet Shura, igennem med førstesinglen "Touch", der i skivende stund er blevet hørt næsten 20 millioner gange på YouTube. Siden har sangerinden udgivet fem singler og ep'en "White Lights". 

Det førte blandt andet til en optræden som hovednavn til dette års Trailerpark Festival i København. En koncert, der fik fire stjerner og ordene:


"Sangerinden optrådte lørdag aften i Enghave med overraskende autoritet og pondus. Den r&b og chillpop, som i studieindspilninger er soft, blev i live-udgaven virkelig skærpet med elektroniske beats. Shura stræbte således helt åbenlyst ikke efter at smukkesere sine numre, men efter at give dem kant og bid."

Kendetegnende for Shuras musik er, at den er hendes egen - hun vil ikke udgive noget, som hun ikke selv har haft stor indflydelse på. Af den grund arbejder hun også helst sammen med folk, der kender hende rigtig godt. Derfor er der også hele 15 af hendes venner med i den intime video til "Touch", som du kan se herunder. 


ANNONCE