Rockorkesteret viser nye sider af sig selv på første single fra deres andet album
Der er nye toner fra rockorkesteret Dance With Dirt, som var blandt vinderne af P3s KarriereKanonen i 2012. Det er særlig mærkbart på førstesinglen "Heartcase" fra deres kommende album, der udkommer til foråret 2016. Se premieren på musikvideoen her forneden.
Siden det selvbetitlede debutalbum, der udkom i 2013, er Dance With Dirt modnet. Den før så tunge og hidsige rock har udviklet sig til en mere voksen og stram lyd anno 2015, men den nordiske melankoli pulserer dog fortsat i musikkens årer. Det kommer i særdeleshed til udtryk i den emotionelle og refleksive "Heartcase", hvor syre-guitaren viger pladsen for en roligere, nostalgisk lyd.
Det er der også en grund til. Singlen blev nemlig skrevet, mens Dance With Dirt turnerede de danske efterskoler i slutningen af 2014. Det var mødet med de mange forskellige elever på efterskolerne, der sporede forsanger Magnus Jacobsen ind på sangens tematik. Han forklarer:
"Sangen blev skrevet på vejen under sidste års efterårsturné rundt på en række danske efterskoler. Her blomstrer følelsen af frihed og muligheder – måske endda for første gang. Jeg har ikke følt mig rigtig hjemme i nogen fysisk forstand siden mit barndomshjem, men jeg har fundet ud af, at det bedste for mig, såvel som for mine bedste venner i Dance With Dirt er, at det handler om at finde sit anker og ståsted i hinanden og i de oplevelser, vi sammen møder."
Musikvideoen er i bedste DIY-stil lavet af Magnus Jacobsen og bygger på talrige iPhone- og fanoptagelser fra perioden slut-2014 til den spæde begyndelse af 2015 og frem. Der er både tilbageblik til den omtalte efterskole-turné og nogle af bandets øvrige koncerter, ligesom der er klip af de enkelte bandmedlemmers lettere fjollede opførsel på scenen. Nuværende elever på ØU (Østhimmerlands Ungdomsskole) vil for eksempel kunne finde sig selv i videoen fra Dance With Dirts sidste koncert under den store sals tag, mens bandets hjemby, Aarhus, også er repræsenteret i form af klip fra koncerter på spillestederne Train i januar og Radar i juni.
Om debutalbummet, "We Are Dance With Dirt", skrev GAFFAs Michael José Gonzalez: "Der er ingen tvivl om, at rockhjertet banker stærkt i brystet på ungersvendene i Dance With Dirt. Drengene vil rigtig gerne rocke igennem uden dikkedarer, og de gør en habil indsats og har sådan set styr på alle de rigtige dyder. Forsanger Magnus Jacobsens vokal er hæs alle de rigtige steder, der er skruet godt op for guitarerne, og man fornemmer bestemt, at bandet virkelig vil den rå og ukomplicerede rock – og det skal de have cadeau for." Han kvitterede med tre stjerner.
"Heartcase" er produceret af Anders Ruby i det nu hedengangne Tallman Studio i Ceres Byen, Aarhus. Ruby har i rollen af producer været som et femte medlem for bandet og medvirket til, at det melankolske lydunivers nu har endnu flere klangfarver og strenge at spille på. Du kan se "Heartcase" her: