Nyhed

Grace Jones langer ud efter Beyoncé, Rihanna, Minaj og Cyrus

Et udsnit af Jones' kommende selvbiografi indeholder en lektion til hendes såkaldte elever

I Grace Jones' kommende selvbiografi, "I Will Never Write My Memoirs", står en lang række verdensstjerner for skud. Første uddrag af biografien, der udkommer den 29. september, er netop udgivet.

Memoirerne er fortællingen om, hvordan Jones har måttet kæmpe for sin berømmelse. Det betyder undervejs, at nogle af dem, verden hylder som de største, mest nyskabende og originale artister lige nu, bliver pillet ned, dissekeret og placeret i Jones' egen skygge.

"Modetendenser opstår, og folk siger "følg den trend". Der er meget af den slags for tiden: "Vær som Sasha Fierce (Beyoncé, red.). Vær som Miley Cyrus. Vær som Rihanna. Vær som Lady Gaga. Vær som Rita Ora og Sia. Vær som Madonna." Jeg kan ikke være lige som dem – udover l den grad, at de allerede er lige som mig," skriver Jones ifølge Pitchfork. 


Jones fortsætter med at fortælle, hvordan hun utallige gange er blevet kopieret af artister, som har tjent styretende, så folk formoder som regel, at Jones selv er rig. Men hun har kun gjort ting for spændingens skyld – ikke pengene. 

"Jeg kan huske, da en af sangerne på listen over dem, der kom efter mig, første gang sagde til mig, at hun ville arbejde sammen med mig. Alle omkring mig sagde: "Du skal gøre det, det vil være så godt for dig, det vil introducere dig for et helt nyt publikum, du vil tjene masser af penge". Nej! Det vil være godt for hende; hun vil suge til sig af alt det, jeg har opbygget, og tilføje det til sit brand, og jeg vil få intet til gengæld bortset fra en smule midlertidig opmærksomhed," skriver Jones og konkluderer: "If the fuck don't feel right, don't fuck it". 

Til sidst i uddraget deler Jones ud af sin visdom. 


"Lyt til mit råd; jeg har noget erfaring. På en måde er det mig, der er læreren, hvilket jeg altid gerne har villet. Jeg føler stadig, at jeg godt kunne undervise. Hvad er undervisning andet end at videregive sin viden til dem, der er ved begyndelsen? Nogle mennesker er født med det talent. For mig er undervisningsdelen smeltet sammen med performance-delen. Det er derinde. Og disse er mine elever – Gaga, Madonna, Annie Lennox, Katy Perry, Rihanna, Miley, Kanye West, FKA Twigs."

67-årige Grace Jones kunne opleves på dette års NorthSide, hvor GAFFAs anmelder Ole Rosenstand Svidt uddelte fem stjerner under overskriften "Terrængående totalteater fra Amazing Grace". Læs hele anmeldelsen her.

Læs hele uddraget her.

ANNONCE