Mødet på Toppen Af Poppen har ført til sød musik mellem 'Musik Pippi' og Sebastian
Både Sebastian og Oh Land er for tiden aktuelle i tv-programmet "Toppen af poppen" på TV2. Mødet mellem de to er blevet til sød musik, og Oh Land er således at finde på Sebastians kommende udgivelse, "Sebastian - De Bedste Sange", der udkommer den 18. september.
I 2009 blev Sebastians store bagkatalog samlet på albummet "De største hits". Siden da er flere nye klassikere kommet til verden, og det skaber nu grobund for en opdateret greatest hits-udgivelse. Blandt de nye numre er også at finde duetten "Skjulte Øjne", hvorpå Oh Land medvirker. Under optagelserne fandt de to musikere hinanden i et kreativt miljø, hvor nyfortolkning og ærlighed var i højsædet. Mødet skabte et bånd, som har udviklet sig til et musikalsk samarbejde.
Sebastian fortæller: "Der er en særlig klang i hendes stemme. Hun besidder en stor portion alsidighed og er et positivt væsen. Jeg holder meget af hendes legende tilgang til tingene. Jeg opfandt navnet 'Musik Pippi' til hende, og det tror jeg hun var glad for."
Den gensidige respekt mellem de to kunstnere var grundlag for et godt samarbejde. "Jeg følte straks et fælleskab med Sebastian. Han spillede mig en af sine nye sange, og jeg spurgte lidt kækt om han ikke skulle have mig til at synge med på den. Det sagde han ja til. For mig, er han er en af vores allerstørste melodi- og tekstforfattere," fortæller Oh Land om at arbejde med Sebastian.
"Skjulte Øjne" indeholder et samfundskritisk budskab med et satirisk islæt, og teksten kan læses som et opråb mod den megen overvågning, der fylder i det moderne samfund.
"Sebastian - De Bedste Sange" indeholder også helt nye vokalindspilninger. Sange som "Hodja Fra Pjort" og "Dejligt Indeni" har fået nyt liv med opdateret vokal, som bringer sangene til det sted, hvor Sebastian befinder sig i dag. Også en ny version af "En Ny Og Dejlig Dag" fra musicalen "Hodja Fra Pjort" er blevet genindspillet, og denne gang med Sebastians vokal. I alt kommer albummet til at bestå af 38 sange.
Sebastian udgav i april live-albummet "Så blidt til stede: Solo live". Det modtog fire stjerner af GAFFAs musikanmelder Espen Strunk under overskriften: "En solist krydser sit spor: Intimt og nærværende livedokument."