Nyhed

Lågsus & co. sparker Grøn Koncert-festen i gang

Dj-duoen Lågsus har inviteret City Bois, Gilli og Emil Stabil med sig på dette års Grøn Koncert

Det sjette navn til Grøn Koncert kan hermed offentliggøres. Der er imidlertid tale om mere end blot ét navn. Det gælder nemlig dj-duoen Lågsus, som vil sparke det grønne gilde i gang med et brag af en optræden – og den vil være fyldt med gæsteoptrædende.

I år tager de et af Danmarks hotteste unge navne med rundt på turnéen – nemlig Citybois, som har taget Danmark med storm og redet på en bølge af succes med masser af fans og udsolgte koncerter her i foråret.

Med på scenen er også den 23-årige rapper Gilli, der også hedder Kian Rosenberg Larsson, og som har haft stor succes med singlerne "Orale", "C'est la vie" og "Tidligt op". Endelig gælder det også hitmageren Emil Stabil, der siden sidste års Grøn Koncert-dbeut på Lågsus-holdet, ikke har været til at komme uden om med radio-ørehængerne "Er det en fugl" og "Allerede Is".


Bag navnet Lågsus gemmer sig P3-værterne Nicholas Kawamura og Pelle Peter Jensen, og de to fyre glæder sig exceptionelt meget til igen at kunne tage del i den traditionsrige sommerturné. "Da vi fandt ud af, at vi skulle med på Grøn Koncert igen i år, var der kun én følelse, der trængte gennem vores kroppe: Ultimativ lykke. Det er en ære at få lov til at være med," fortæller Pelle Peter Jensen.

"Grøn Koncert er jo en gigantisk fest. Men det er også følelsen af et virkelig stærkt sammenhold, og de oplevelser, vi har haft, har givet os venskaber for livet," supplerer Nicholas Kawamura. Som han forklarer, er der noget helt særligt over Grøn Koncert-publikummet: "De er åbensindede, de er virkelig glade – og så er de klar på at feste allerede tidligt på dagen!"

Særligt sidstnævnte er heldigt for Lågsus, der som nævnt vil være det allerførste navn på programmet efter, dørene åbner. Grøn Koncert har allerede offentliggjort D-A-D samt Shaka Loveless & Rasmus Walter, Stine Bramsen & Nabiha og Suspekt til årets program. Flere navne annonceres i løbet af foråret.


Turnéplan
21/7: Kolding
22/7: Randers
23/7: Aarhus
24/7: Aalborg
28/7: Esbjerg
29/7: Odense
30/7: Næstved
31/7: København

 

ANNONCE