De to stærke kvinder tørner sammen på ny plade
En af dansk musiks stærke kulturpolitiske stemmer, Kristina Holgersen, er netop udkommet med en ny udgivelse, hvor alle teksterne er taget ud af forfatteren Helle Helles bøger.
Udgivelsen "To slags mørke" udkommer som en lille bog, hvor teksterne kommer helt frem, akkompagneret af smukke billeder taget af Martin Bubandt. Musikken henter man digitalt via en scankode i bogen. GAFFAs anmelder gav udgivelsen fire stjerner og kaldte det "en Fascinerende flot og perspektiverende flertydig omgang med Helle Helles tekstunivers".
Nu er Kristina Holgersen klar med den første video til sangen "For Tidligt Eller For Sent", der er et uddrag fra Helle Helles novellesamling "Rester", der udkom i 1996. I videoen ser man skiftevis Kristina Holgersen, der synger sin tekst, og et hvidt miniaturehus.
Om projektet udtaler Kristina Holgersen følgende:
"Min tanke har været at lave et album, som udgør en montage af små melodiøse popsange, som giver lytteren situationsglimt, oftest med udgangspunkt i karakterer, der har det til fælles, at de sidder fast i en slags eksistentiel stilstand. Ønsket om et nul-punkt, ingenting, fred, at livet går over, undergang. Ofte ubevidst mens de bakser med hverdagens gøremål".
Se videoen her: