Nyhed

Musikvideo: Grånede puddelrockere snart albumaktuelle

Bon Jovi er til oktober klar med en opfølger til sidste års album

Rockveteranerne Bon Jovi har annonceret, at de er klar med deres nye album, deres 14. af slagsen, "This House Is Not For Sale", den 21. oktober. Det skriver NME. Du kan se musikvideoen til albummets titelsang her forneden.

Forud for offentliggørelsen har bandet smidt et lille klip op på de sociale medier, hvor forsanger Jon Bon Jovi står under bruseren. Hans bror forstyrrer ham under det varme bad for at spørge ham om, hvornår den nye single udkommer. "Helt ærligt," svarer Jon Bon Jovi. "En dag mere!"

"This House Is Not For Sale" er produceret af John Shanks. Sidste år udgav bandet deres 13. album, "Burning Bridges", deres første uden guitarist Richie Sambora, der forlod bandet for at forfølge en solokarriere i 2013. Rygterne ville ellers, at guitaristen havde modtaget en fyreseddel.

Albummet bestod primært af sange, som bandet ikke havde fået færdige til deres forrige album "What About Now". GAFFAs anmelder Keld Rud kvitterede med tre stjerner og kaldte albummet "det ottende vidunder" sammenlignet med den forrige udgivelse.

"Det første Bon Jovi-album uden guitarist Richie Sambora er ifølge forsanger Jon Bon Jovi et "fan-album". Hvordan skal det så forstås? Jo, bandet skylder deres pladeselskab et album på indeværende kontrakt, og for at opfylde den har de tømt gemmerne for sange, der tidligere er blevet sorteret fra, og som så er blevet til Burning Bridges," skrev han.

New Jersey-bandet havde ellers slået fast, at "Burning Bridges" ville være deres sidste album på selskabet Mercury efter 32 år, men de er nu tilbage i folden. "Vi blev ædru igen," lyder det.

Der er imidlertid ikke blevet fundet en officiel afløser for Sambora, og Bon Jovi har også givet udtryk for, at guitaristen er velkommen til at indtage sin plads når som helst.

Du kan se musikvideoen til "This House Is Not For Sale" her:

ANNONCE