Den islandske stjerne svarer igen på kritik af dj-sæt forleden
Den islandske sangerinde, sangskriver, multiinstrumentalist, programmør og producer Björk har på sin Facebook-side skrevet et åbent brev, hvor hun angriber det, hun beskriver som medie-sexisme. Det kommer, efter at hun har fået dårlige anmeldelser for sit dj-sæt på festivalen Day for Night i Houston fredag den 16. december. Kritikerne har angrebet Björk for ikke at synge og for at gemme sig bag sin dj-pult, men de mandlige dj's ved festivalen er ikke blevet mødt af samme kritik, skriver Björk og fortsætter med at forholde sig til kritik af hendes to næstnyeste album:
"Jeg tror, det er sexisme. (...) Kvinder i musik må gerne være singer-songwritere og synge om deres kærester. Men hvis de skifter emne og synger om atomer, galakser, aktivisme, nørdet beat-redigering eller noget som helst andet end deres elskede, bliver de kritiseret; journalister føler, at der bare mangler noget – som om vores eneste sprog er følelser."
Björk skriver, at hun ikke føler, hun har fået tilstrækkelig respekt for sine album "Volta" (2007) og "Biophilia" (2011), fordi disse plader ikke tog udgangspunkt i et følelsesorienteret univers: "På "Volta" sang jeg om gravide selvmordsbombere og uafhængighed for Færøerne og Grønland. På den pædagogiske "Biophilia" sang jeg om galakser og atomer, men det var ikke før "Vulnicura", hvor jeg sang om et knust hjerte, at jeg fik fuld accept fra medierne."
Björk slutter af med ordene: "Lad os gøre 2017 til året, hvor vi endegyldigt udfører transformationen. Retten til forskellighed for alle piger derude."
Læs hele Björks opslag nedenfor og nederst videoen til sangen "Moon" fra "Biophilia"-albummet.
GAFFA må i øvrigt melde hus forbi, hvad angår Björks kritik – de tre album "Volta", "Biophilia" og "Vulnicura" har fået henholdsvis seks, fem og seks GAFFA-stjerner.