Nyhed

Store danske sangere mindes Leonard Cohen ved hyldestkoncert – på originalsproget

Mesteren bliver fejret næsten præcis på 50 års dagen for hans koncertdebut

Den 7. november døde Leonard Cohen, 82 år gammel, og siden er det strømmet ind med hyldester fra hele verden, i ord og musik. Nu er en række markante danske sangere og musikere, blandt andre Steen Jørgensen, Claus Hempler, Bjørn Fjæstad, Eivør, Mike Andersen og Jacob Dinesen, gået sammen om at fejre mestersangskriveren ved en hyldestkoncert – med sangene på originalsproget. Det sker den 21. februar i Amager Bio.

Den 21. februar er det næsten præcis 50 år siden, at den canadiske poet og romanforfatter Leonard Cohen debuterede som sanger. Sangerinden Judy Collins havde netop indspillet hans sang "Suzanne" og havde nu lokket Cohen til selv at synge den ved et velgørenhedsshow 22. februar 1967.

Den 34-årige debutant var imidlertid meget nervøs, og hans guitar stemte ikke, så efter første vers stoppede han med ordene: ”I’m afraid I cannot do this”, hvorefter han forlod scenen. Han vendte dog tilbage og gennemførte koncerten, og resten er, som man siger, historie.

Kapelmester ved hyldestkoncerten er Troels Skjærbæk, som sammen med Baal arrangerede den meget roste hyldest til David Bowie ved to koncerter i Amager Bio i maj 2016. GAFFAs Keld Broksø tildelte den første koncert fem stjerner og skrev blandt andet: "Alt det her var selvfølgelig ikke Bowie selv, men vi kom et langt stykke op i niveauet spillet af musikere med stor kærlighed til alle sangene. Baal spillede hele aftenen fuldstændigt skridsikkert som backing for dette orgie af gode vokalpræstationer. Intet under, at aftenen var totalt udsolgt, og at succesen kan gentages i aften." Læs hele anmeldelsen her.

Lineuppen ved koncerten er som følger:

Solister:
Steen Jørgensen
Claus Hempler
Bjørn Fjæstad
Eivør
Mike Andersen
Jacob Dinesen
Signe Svendsen
Sara Indrio

Bandet:
Palle Hjorth -  Keyboards
Lars Skjærbæk – Guitar, kor
Mads Andersen – Trommer
Troels Skjærbæk – Bas, kor

Konferencier bliver Anders Dohn, som har lavet en tre timers ”Radiobiografi” om Cohen for DR P1.

Hyldestkoncerten må ikke forveksles med "På Danske Læber"-koncerterne, hvor en række danske kunstnere under ledelse af Nikolaj Nørlund fortolker Cohen i danske oversættelser af blandt andre førnævnte Anders Dohn ved to koncerter i Vega og en koncert i Musikhuset Aarhus i marts.

Billetsalget til koncerten er i gang.


 

 

ANNONCE