Der er blandt andet lagt op til ”Sex on Fire” for ”West End Girls” til næste års Tinderbox
Tinderbox har i dag igen lukket op for godteposen og tilføjer tre store rock- og elektropopnavne til festivalens 2017-program. I Tusindårsskoven kan du til næste år opleve Kings Of Leon, Pet Shop Boys og Jimmy Eat World.
Kings Of Leon er en af rockens giganter og deres bagkatalog indeholder hits som ”Sex On Fire”. "Use Somebody" og ”Radioactive”. Bandet syvende album ”WALLS” fik tre stjerner af GAFFA under overskriften ” Den flødeholdige sydstatsrock mangler vildskab”. Kings Of Leons sidste optræden på dansk jord var tilbage i 2013 på Skanderborg Festival, hvor anmelder Ole Rosenstand Svidt gav bandet fem stjerner og konkluderede: ”En helt igennem yderst tilfredsstillende, tidløs rockkoncert uden de store dikkedarer fra et band, der tilsyneladende er kommet stærkt tilbage efter en mindre pause.” Koncerten til Tinderbox bliver Kings Of Leons eneste i Skandinavien i 2017.
Der er ikke meget drenget over de to midaldrende mænd i Pet Shop Boys. Men elektroduoen kan stadig give den gas på en scene og er kendte for at give fem- eller seksstjernede oplevelser i Danmark. Pet Shop Boys udgav deres 13. album ”SUPER” i fjor. Albummet fik fire stjerner af GAFFA. Sceneshowet, som de bringer med til Tusindårskoven, er designet af Es Devlin, der står bag Beyoncé og Kanye Wests seneste shows.
Jimmy Eat World havde sit gennembrud i 2001, og især albummet ”Futures” fra 2004 har givet det amerikanske rockband stjernestatus. Siden har bandet solgt millioner af albums. Sidst, Jimmy Eat World var i Danmark, var tilbage i 2008, hvor GAFFA-anmelder John Fogde belønnede koncerten med fire stjerner: ” (…) når de leverede det bedste fra deres to foregående plader, så herskede der ingen tvivl om, at de formår at skrive særdeles fængende rocksange, og at de ganske vellykket har gennemgået transformationen fra indadvendte emo-rockere til et rockband med stadionrock-kvaliteter.”
Salget af endagsbilletter er startet i dag.
Den tredje udgave af Tinderbox løber af stablen 22.-24. juni 2017, og programmet ser indtil videre sådan ud:
Torsdag: Kim Larsen & Kjukken, Die Antwoord, Tove Lo og Magtens Korridorer
Fredag: Kings of Leon, Jimmy Eat World, Thomas Helmig og Suspekt
Lørdag: Pet Shop Boys, Lukas Graham og Martin Garrix