Nyhed

Tindersticks giver todelt timelapse-koncert i København

Stuart Staples & Co. gæster landet til foråret med et ganske særligt projekt

Det eftertænksomme britiske band Tindersticks lægger vejen forbi København 19. marts med en speciel koncert, som bliver fremført to gange samme dag.

Koncerten kommer både til at indeholde timelapse-naturfilm fra starten af 1900-tallet, helt ny musik skabt til filmene samt et helt sæt af klassiske Tindersticks-numre. Koncerten bliver afholdt i atypiske rammer, nemlig Charlottenborg Kunsthal.

I starten af 1900-tallet revolutionerede F. Percy Smith fotografi-teknikken med den såkaldte timelapse (som i dag også kendes fra blandt andet Instagram). Smith blev kendt for sine mikrokosmosfilm, hvor han filmede blomster, der sprang ud og døde, edderkopper, fluer og andre mikro-elementer i vores univers. Disse film har forsangeren i Tindersticks, Stuart Staples, været så fascineret af, at han har klippet et helt nyt visuelt værk sammen og skabt ny musik til. Det hele kalder han "Minute Bodies".


Tindersticks-koncerten er opdelt i to forskellige dele. Første halvdel af koncerten er "Minute Bodies", mens anden del bliver med klassiske sange fra Tindersticks' store bagkatalog, der tæller 11 studiealbum, senest "The Waiting Room" fra begyndelsen af 2016. Hele koncerten bliver opført to gange i alt, både klokken 16.00 og klokken 20.00 søndag den 19. marts.

Koncerterne er de første af en række koncerter, filmprogrammer og udstillinger på CPH:DOX 2017, der sætter fokus på oplevelsen af begrebet tid.

CPH:DOX finder sted fra 16-26 marts 2017 og har festivalcentrum på Kunsthal Charlottenborg.


Billetsalget er i gang.

Tindersticks besøgte senest Danmark i april til to koncerter i henholdsvis DR Koncerthuset og på VoxHall i Aarhus. Førstnævnte koncert fik fire stjerner af GAFFAs anmelder Frederik Kyhn under overskriften "En maraton-præstation udi underspillet melankoli". Læs hele anmeldelsen her.

Se videoen til "We Are Dreamers" fra gruppens seneste album, "The Waiting Room":

 

ANNONCE