x
En maraton-præstation udi underspillet melankoli

Tindersticks, Koncerthuset, København

En maraton-præstation udi underspillet melankoli

Anmeldt af Frederik Kyhn | GAFFA

Åbningskoncerten på årets internationale spillefilmfestival i København, CPH:PIX, havde traditionen tro ladet musik og film spille sammen i en større enhed. Aftenens orkester, britiske Tindersticks, har med deres nyeste album fra i år, "The Waiting Room", præsteret en Beyoncé før Queen B selv kom ud af starthullerne for et par dage siden med video-albummet "Lemonade".

Gruppen, der i 2016 kan fejre 25 år som band, er gået i kreativt samarbejde med et antal filmmagere, hvor hvert nummer på den nye plade bliver fulgt af sin egen kortfilm. Gennemspilning af "The Waiting Room" fra ende til anden, akkompagneret af de tilhørende film var omdrejningspunktet for aftenens koncert.

Filmisk forening

Konceptet er dog ikke nyt, som både tidligere udgaver af CPH:PIX og førnævnte Beyoncé-album er tydelige beviser på, og aftenens første numre blev fremført med billedsider, der enten var intetsigende i sammenspil med den tilhørende musik eller blot rent og skært kedelige. "Were We Once Lovers?" fra albummet var for eksempel billedeligt blot en køretur på motorveje i højt tempo, der ikke havde det store at tilføje musikken.

I den bedre ende af disse filmmusikalske kombinationer stod "Second Chance Man", der med tekstbidder som ”got no love, got no escape” satte et kontrastfyldt og spændende præg på den tilhørende film, der viste en hvileløs mand på en fransk togstation. Som et hint mod den menneskelige søgen efter Godot.

Det samme gjorde sig gældende for billedsiden til "Hey Lucinda". Med tekstligt omdrejningspunkt om en aldrende kærlighedsaffære bygget på falmende fest og for meget sprut havde sangen en billedside, der sidelæns panorerede igennem smagløse forlystelsesparker, hvor gennemsigtige mennesker traskede dovent rundt. Det var ikke en udpræget spændende oplevelse at se de forskellige bud på cinematiske fortolkninger af Tindersticks' musik. Men hvad filmene ikke kunne præstere, blev vejet op af et velspillende og levende ensemble.

Nerven i behold

Trods (eller netop på grund af) bandets lange levetid var der ikke en finger at sætte på det musikalske sammenspil, der glimrede i sit konsistente niveau. Tindersticks er ikke et band, der brillerer på virtuositet, og det gør kun, at de enkelte elementer står klarere frem. Især forsanger Stuart Staples stod sylespidst i front med sin atonale og sjælefyldte vokal på numre som den punkæstetiske "We Are Dreamers", fuldendt med dissonant guitar.

Det samme kan siges om albummets titelnummer, der i duet med organisten David Boulter og augmenterede akkordskift blev aftenens atypiske sjæler. Også "Hey Lucinda" var ikke kun billedskøn, men også en fantastisk lille vise, der live blev fremført af Staples, fuldt indlevende i begge sangens roller.

Og skulle man tro at 11 numre var nok til en enkelt aftens herligheder i DRs Koncerthus, havde man værsgo at tro om. Med rulleteksterne glidende over skærmen, blev publikum informeret om, at der skam var et helt sæt mere at glæde sig til efter en kort pause. En pause, der muligvis blev brugt til at rette op på den kamp, det unægtelig er for de fleste rytmiske musikere at fylde Koncerthusets kubiske sal helt ud. For igennem første sæt stod både bas og trommer for skud og lød mest af alt, som om der slet ikke var blevet tændt for deres respektive mikrofoner. Det tyndede alt andet end lige ud i den ellers fyldige lyd, som Tindersticks normalt kan præstere live.

Veteranernes triumf

Efter pausen var den tynde lyd ikke til at spore, og det virkede effektivt på det imødekommende band der igennem en næsten lige så lang række numre som første sæt støt hævede intensiteten imod det tålelige maksimum for en gruppe, der er kendt for sin afdæmpede inderlighed. Især godt hjulpet på vej af to tilføjede træblæsere viste Tindersticks på numre som "Medicine" og "Slippin' Shoes", at basklarinet er et fænomenalt instrument til at fremhæve intimiteten uden samtidig at lempe på intensiteten.

Med doven højre hånd og mikrofonen begravet i overskæg blev 50'ernes pigtrådsmusik genoplivet på en fremragende version af Peggy Lee-nummeret "Johnny Guitar". Lige så gjorde de spidse sko og de endnu mere syleskarpe hoftevrid sig til et billedeligt eksempel på en valsende sjæler på "She's Gone".

Skulle man synes, at aftenen træk lidt ud i forhold til, at der blot var tale om en regnvåd og isnende kold tirsdag aften, skulle man nok have fundet sig et andet sted at varme sig. Godtaget var det en akavet sammenstilling at have to så forskellige enheder samlet på en aften. Men hvad der manglede af indlevelse og løssluppenhed i første akt blev sat på skamlen i anden, og fans af de britiske veteraner må have smilt hele vejen hjem igennem regnen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA