Nyhed

Guide: 11 essentielle koncerter i februar

Bliv inspireret af GAFFAs liste over denne måneds absolut must-see koncertudbud – med blandt andre Disclosure

Den danske vinter er godt i gang, og mange holder sig måske inden døre under et lunt tæppe og med en varm kop kaffe i hånden. Hvis du alligevel skulle få lyst til at trodse vind og vejr og få dig en på opleveren, kan du nedenunder her tjekke GAFFAs forslag til koncerter ud – der er i skrivende stund ledige billetter til alle koncerter. Klik på kunstnernavnene for links til mere info og billetsalg.

The Lone Bellow, Posten, Odense, 4. februar (spiller også i Vega, København 5. februar og  Tobakken, Esbjerg 6. februar)

Brooklyn-trioen The Lone Bellow, som består af Zach William, Kanene Donehey Pipkin og Brian Elmquist, har tilsammen skabt musik, der spænder mellem Americana, folkballader, country og rock. Du kan blandt andet opleve sange fra bandets album "Then Came the Morning" fra 2013, et album, Aaron Dessner fra The National var med til at producere.

Baal, VoxHall, Aarhus 5. februar (se flere Baal-koncerter her) 


Danske Baal fik deres debut på den danske musikscene i 1996 med albummet "Sensorama", hvis lyd GAFFA tidligere har beskrevet som en blanding af Queen, Bertolt Brecht og David Bowie. Siden har bandet – med Bjørn Fjæstad i spidsen – udgivet yderligere fem album, som alle har holdt et højt niveau. Det er dog "Sensorama", der er i fokus her, idet bandet spiller det sin helhed på albummets 20 års jubilæumsturné.

Matthew E. White og Teitur, Forbrændingen, Albertslund, 6. februar 


Amerikaneren Matthew E. White og færøske Teitur har slået klæderne sammen i et unikt samarbejde til en koncert, der som udgangspunkt kun finder sted denne ene gang. White er blandt andet kendt for sit meget roste 2012-debutalbum "Big Inner", mens Teitur Lassen allerede i 2003 skyllede ind over de danske grænser med sin debut, "Poetry & Aeroplanes". White og Teitur har henholdsvis to og seks studiealbum i bagagen. Læs mere om det særlige samarbejde i dette dobbeltinterview.

Disclosure, Tap1, København, 9. februar (få billetter) 


Den britiske brødre-duo, som er kendt under navnet Disclosure, har to studiealbum på bagen, debutalbummet "Settle" fra 2013 og sidste års opfølger, "Caracal". House-duoen er kendt for at have en stjernespækket stribe af gæstevokaler på deres sange, herunder kunstnere som den britiske Sam Smith og canadiske The Weeknd. Selv uden dem kan duoen dog godt sætte gang i en fest, hvilket de også viste sidste år på Roskilde Festival.

The Residents, Amager Bio, København, 9. februar


Den amerikanske eksperimentelle musikalske kunstgruppe er til at opleve, når de indtager dansk jord og formodentlig medbringer en masse "weirdness". I over fire årtier har The Residents optrådt, og den garvede gruppe af identitetsløse individer foretrækker stadig at gemme sig bag de kreative masker. Hvem der helt præcis findes bag maskerne vides ikke, men trioen, der kalder sig Chuck, Bob og Randy, står klar til dansk koncert den 9. februar.

Liima, Frost Festival, Hotel Astoria, København, 16.-18. februar 


Det musikalske samarbejde mellem Efterklang og den finske slagtøjsspiller Tatu, kendt som Liima, har det seneste års tid turneret for at kreere og finpudse deres materiale. Det har resulteret i debutalbummet "ii" som bliver udgivet den 18. marts, men inden da er Liima altså til at opleve i København. Desuden har bandet frigivet deres første single, "Amerika", som giver publikum en forsmag på, hvad man kan forvente. 

Broken Twin + Copenhagen Phil, Konservatoriets Koncertsal, København, 18. februar 


Den danske sangerinde Majke Voss Romme, som under navnet Broken Twin i slut-april 2014 udgav debutalbummet "May", optræder i København den 18. februar. Romme lavede tidligere musik med kollegaen Emilie Marie Kjær under først navnet Glass Arena, siden Broken Twin, men optræder nu på egen hånd med sin enkle, melankolske musik. Dog vil sangerinden denne gang være i selskab med symfoniorkestret Copenhagen Phil, der giver fire koncerter i februar med fire solister fra rock-, pop- og dj-verdenen.

ElectriCity, DR Koncerthuset, København, 19. og 20. februar


Sidst i oktober måtte Sónar Festival meddele, at festivalen desværre ikke vil vende tilbage til København i 2016 – på trods af gode besøgstal og succesfuld afvikling i 2015. Arrangørerne skrev i en meddelelse på festivalens hjemmeside, at aflysningen skyldtes en række uheldige omstændigheder, der gør, at de ikke vil kunne holde det ønskede niveau. 


Nu er en anden festivalspire, ElectriCity, trådt til og har overtaget Sónars plads i DR Koncerthuset i samme weekend, nemlig den 19.-20. februar. Formen bliver efter alt at dømme meget lig den på Sónar med et hold af prominente kunstnere fra den elektroniske scene på programmet. 

ElectriCity byder på navne fra både ind- og udland, nærmere betegnet amerikanske Oneohtrix Point Never og Holly Herndon, britiske Squarepusher, Hudson Mohawke og Benji B og danske AV AV AV.


Nikolaj Nørlund + Copenhagen Phil, Konservatoriets Koncertsal, København, 20. februar (få billetter)

Den danske sanger, sangskriver, musiker og producer Nikolaj Nørlund indtager i selskab med symfoniorkestret Copenhagen Phil Konservatoriets Koncertsal i København. Nørlund og Copenhagen fremfører hele deres fælles nye album "Villa", som frigives samme dag som koncerten.


Júniús Meyvant + Lowly, Frost Festival, Arbejdermuseet, København, 23. februar 

Den islandske singer-songwriter og P6 Beat-favorit Júniús Meyvant og det danske dreampop-band Lowly indtager sammen festsalen i Arbejdermuseet. Meyvant medbringer sin blanding af folk, r&b og soul, som sidste år kunne høres på eksempelvis sangen "Color Decay" på hans debut-ep "EP". Aarhusianske Lowly medbringer deres indiepop, som man sidste år kunne høre på debut-ep'en "Sink Way into Me".


EXEC + Lubomir Melnyk, Frost Festival, Arbejdermuseet, 24. februar 

Den ukrainske pianist Lubomur Melnyk og EXEC – Veto-sanger Troels Abrahamsens nye klaverbårne soloprojekt – giver hver sin koncert i anledning af Frost Festival. Melnyk er klassisk skolet, men har udviklet sin egen stil, "Continuous music" og udgav sidste år albummet "Rivers and Streams". Veto-frontmand Troels Abrahamsen fremfører sange fra EXECs debutalbum "The Limber Real", der udkommer den 12. februar.


Koncerter, vi ville have anbefalet, hvis de ikke var udsolgt:

Daughter, Store Vega, 4. februar
Gilli, Amager Bio, 4. februar
Steven Wilson, DR Koncerthuset, 5. februar
Kentaur, Frost Festival, Planetariet, 5. februar
Choir of Young Believers, Frost Festival, Planetariet, 6. februar
Massive Attack, Tap1, København, 7. februar
Communions + Gents, Frost Festival, Gefion Gymnasium, København, 10. februar
Palace Winter + The Entrepreneurs, Gefion Gymnasium, København, 11. februar
Den Sorte Skole + Copenhagen Phil, Konservatoriets Koncertsal, København, 17. februar
Love Shop + Copenhagen Phil, Konservatoriets Koncertsal, København, 19. februar
Joanna Newsom, Glyptoteket, København, 26. februar
Grimes, Falconer Salen, København, 26. februar
Halsey, DR Koncerthuset, København, 27. februar
Hozier, Falconer Salen, København, 29. februar
Rasmus Seebach: Samtlige koncerter i februar er udsolgt

 

ANNONCE