Det aarhusianske beatorkester vil indsamle penge til økonomisk pressede medlemmer af Folketinget
Det albumdebuterende beatorkester Hverdagens Helte fra Aarhus har annonceret, at de i stedet for det "traditionelle og kedelige releaseparty" vil afholde to støttekoncerter for at indsamle penge til "økonomisk pressede Folketingsmedlemmer". Folketingsmedlemmer, som ikke fik den lønforhøjelse, som mange af dem havde håbet på, og som de havde rigtig meget brug for, fortæller bandet.
Mændene bag Hverdagens Helte er Søren Zahle, Mads Tønder og Kim Munk (billedet). Zahle er kendt for at have spillet med Peter Sommer, mens Munk er frontmanden bag The Broken Beats, hvor Tønder er kendt som trommeslager.
Med hashtagget #Folketingsnødhjælp sparker det aarhusianske orkester gang i den vigtige indsamling, som finder sted over to dage: fredag den 12. februar klokken 20 på "The Rabbit Hole" på Frederiksberg Allé 25 og den efterfølgende dag, lørdag den 13. februar klokken 20 i Aarhus på V58, Vestergade 58P.
Det er Hverdagens Heltes forhåbning at der i løbet af støttekoncerterne vil blive smidt nogle håndører i kassen til "den gode sags tjeneste", imens orkestret selv vil byde på live-smagsprøver fra deres kommende album – serveret med kolde øl, naturligvis.
Støttekoncerten om fredagen falder samme dag som udgivelsen af orkestrets debutalbum "Der Sker Noget om Lidt", som udkommer både på cd, lp og digitalt.
De aarhusisanske mænd har i løbet af sidste år udgivet flere singler – "Den Store Kærlighed", "Det Lyse Håb" og "Vejleford", som alle har været radio-kendinge.
Fra den 26. februar har du – endnu en gang – chancen for at se Hverdagens Helte live, idet de drager på "Der Sker Noget om Lidt"-turné, som består af 14 koncerter fordelt over hele landet. Se hvor de spiller henne her.
Kom i stemning med Hverdagens Heltes "Den Store Kærlighed":